Den her film skal du altså se!

FILM: "Official Competion"

Dette er ikke blot den sjoveste film, jeg har set i år. Det er nok også den bedste.

Selv om det er en sjov film, så er det ikke komedie. Det er mere en sædeskildring af nogle gigantiske egoer. Forestil dig Wyese fra Badehotellet og gang det op med faktor 10. Og du er stadig ikke i nærheden af disse egoer.

Filmen handler om indspilningen af en film, der hedder "Rivalerne". Bogforlægget har vundet Nobelprisen i litteratur. Hvad den bog/film handler om, får du også forklaret gennem "Official Competetion". I det hele taget er der så mange lag i denne film, at du tror, det er løgn.

Det er den store filmmager Lola, der skal instruere filmen. Altså den film filmen handler om!

Filmen handler om to brødre. Ivan og Felix spiller de to brødre. Den ene er en feteret filmskuespiller med 37 filmpriser hjemme på kaminhylden. Den anden er den store, kompromisløse teaterskuespiller. Med andre ord: To skuespillere der arbejder på hver sin måde. Lola mener, det er genialt at lade disse to vidt forskellige genier mødes.

De foragter hinanden. Det er svært at sætte ord på, hvor stor denne foragt er. Nu skal de spille over for hinanden. Og det sker ikke uden gnidninger, skal jeg hilse at sige.

Det er ikke kun de to hæderkronede hankatte på filmsettet, der har sygeligt store egoer. Det har Lola sandelig også.

I løbet af filmen ser man en masse scener, hvor man tænker: Hvad i alverden laver den her? Men bare rolig: Alt har en forklaring. Personligt elsker jeg film, hvor masser af mærkelige ting falder på plads til sidst.

Filmen er også en lystig satire over ikke blot filmbranchen, men hele kunstverdenen. Det satiriske barberblad er knivskarpt, og alle får deres bekomst. Men det er jo også sådan, at vi jo alle kan genkende disse super-egoer fra kulturens verden.

Men først og fremmest skal filmen hyldes for sine særdeles overraskende grin. Der er for eksempel en scene, hvor de to skuespiller skal kysse med en kvindelig medvirkende.

Jovist gør de deres bedste, og da Ivan kysser igennem bliver der hvisket, at man godt kan se på den scene, at han har været gift med den samme kvinde i 28 år.

Så træder Lola frem for at vise d'herrer, hvordan det skal gøres. Og hun kysser så godt, at hun og den kvindelige skuespiller på kort tid ligger og vrider sig på gulvet i et saftigt og hedt favntag.

Langt det meste af filmen er centreret i de tre hovedroller, og det er en virkelig stærk bemanding, vi finder lige her.

Penelope Cruz spiller Lola. Det sker så passioneret, at man konstant både begærer og frygter hende. Hun er eminent til at kigge direkte på dig som tilskuer i et nærbillede, så du ikke tør slippe øjenkontakten. Hun har et mageløst nærvær. Og det i kombination med en mageløs skønhed.

Hun spiller for Gud ved hvilken gang over for Antonio Banderas, som omsider har fået grå stænk i den sorte manke. Man kan godt se, at han er ældet. Med ynde naturligvis. Han er en stærk parodi på Hollywood-skuespilleren, der vælter sig i kvinder og får barn med mange af dem. Han er så meget en frikadelle, at man er klar til at hente den kolde kartoffelsalat ud af køleskabet. Men han viser også i rollen, at han jo er en eminent skuespiller - også når det gælder krokodilletårer. Det er kynisme og mageløst skuespil på en og samme gang.

Endelig er der Oscar Martinez i rollen som den store, klassiske teaterskuespiller. Radikal og venstreorienteret. Spækket med foragt for det konventionelle og endnu værre - de kommercielle. Aldeles kompromisløs.

Det sjove er så, at vi får en stribe scener, hvor vi møder dem alene - altså Lola, Felix og Ivan. Her afslører de sig så som gigantiske hyklere.

Hele tiden overrasker "Official Competition" med nye vinkler, nye historier og nye intriger.

Jeg er underholdt fra start til slut. Jeg føler også, at filmen har en intellektuel madding, der gør at jeg bider på krogen og gider tænke over filmen, når jeg er kommet hjem.

Så hvis du har det sådan, at du gerne vil skrige af grin og samtidig blive lidt udfordret, så skal du se denne film. Hvis du til gengæld har det sådan, at du kun gider gå i biografen en gang om året, så skal du også se denne film.

Helt i filmen stil så leger den med genren helt til det sidste. Bedst som du tror, filmen er forbi, kommer der endnu et klip - et særdeles overraskende klip. Og mens du så sunder dig over det, ja så kommer der endnu et. Alt imens Peneplope Cruz har den sidste afsluttende monolog, der handler om, hvornår film slutter. Måske slutter de aldrig...