Livbekræftende fortælling om døden

FILM - "Nowhere Special"

Hvordan fortæller man sin 4-årige søn, at man skal dø?

”Nowhere Special” er en hjerteskærende fortælling om vinduespudseren John, der er alenefar til sønnen Michael, og som får besked om, at han kun har få måneder tilbage at leve i.

Michaels mor forlod dem allerede seks måneder efter fødslen, og nu vil John finde de perfekte nye forældre, der kan adoptere den lille dreng og samtidigt prøve på at skåne Michael for den barske sandhed.

John står over for sin vigtigste beslutning i sit alt for korte liv, og i starten er han overbevist om, at han kan finde den rigtige familie.

I sin søgen finder John ud af, at han gerne vil give Michael nogle forældre, der ”er en af hans egne”.

De skal ikke være rige og straks sende drengen på fine skoler, men de skal heller ikke hade hunde, som Michael ellers holder så meget af.

Han begynder at tvivle på, om det vil lykkes, efter at have mødtes flere familier, for kan han virkelig vurdere en families kærlighed og varme ud fra et enkelt møde?

Selvom ”Nowhere Special” behandler så rørende en historie, bliver filmen på intet tidspunkt pladder-sentimental.

Filmen har en vis ”show - don’t tell”-praksis, hvor der ikke behøver at blive sat ord på kærligheden mellem far og søn, og de mange små underspillede klip mellem scenerne uden egentligt replikker virker utroligt godt.

Den nænsomme tilgang til fortællingen om den døende far giver plads til de små bevægende øjeblikke.

Alle sidder med en klump i halsen, når faren læser godnathistorie, når de to spiser is og ser på de store drenge spille fodbold med fædrene på sidelinjen og når de to går i takt hen over fodgængerfeltet.

John er en stereotyp på en gadedreng i adidas-bukser og hue, men James Norton giver John en stærk nerve, der er mere end blot en skidt fyr med tatoveringer.

James Norton formår at give rollen som den tatoverede vinduespudser både en hjertevarme, men i klippet med en utilfreds kunde ser vi, at han også er en drengerøv, der ikke trækker ”jeg er døende”-kortet, og i stedet tackler situationen på sin egen flabede måde.

Det er tydeligt at mærke, at James Norton både er nærværende og sympatisk over for den unge Daniel Lamont, og en troværdig kærlig og omsorgsfuld relation er imellem dem.

Det er imponerende, når et så ungt barn kan skabe en så stærk karakter, og små klip som at lægge sin lille hånd på Nortons hånd, mens de sidder i sofaen, virker så overbevisende.

Daniel Lamont formår virkelig at smelte vores hjerter med sin søde, naive forståelse af verden, og når han spørger ind til, hvorfor billen på jorden ikke bevæger sig, og John må fortælle ham om døden, går det rent ind.

Det ender med at blive et kapløb mod tiden, hvor John må tage en beslutning, om hvilken familie der skal have lov at adoptere Michael, hvordan han fortæller sin søn at han skal dø og hvad sønnen skal huske ham for senere i livet.

Man sidder til sidst med tårerne liggende i øjenkrogen, for filmen er livsbekræftende og hjertegribende uden af blive for oversentimental.

Den begynder undervejs at blive en anelse langtrukken, men dette brydes med den pludselige og rørende slutning.

"Nowhere Special" vil med garanti bevæge de fleste.