En fortabt søn vender hjem

Film - ”Nostalgia”

En lavmælt, men desto mere intens thriller-lignede historie om Felice, som brat forlod mafiabyen Napoli for 40 år siden. Men nu vender tilbage som succesrig forretningsmand for at tage sig af sin gamle mor, Teresa.

Teresa (Aurora Quattrocchi) var engang en dygtig syerske med en uopdragen knægt til søn. Han var bedste venner med den jævnaldrende Oreste, og de to ballademagere havde gang i noget indbrudstyveri, indtil det en dag gik galt.

Felice (Pierfrancesco Favino) flygtede og efterlod sin bedste ven. Nu er han tilbage for at besøge sin gamle, svækkede mor og finder hende til sin overraskelse flyttet ned i en lille stuelejlighed.

Affældig, vemodigt og gribende spillet af Aurora Quattrocchi.

Den voksne Oreste (Tommaso Ragno) har købt hende ud af familiens hjem, men snart har Felice fundet og installeret sin mor i noget langt bedre. Og så dør hun. Men forinden har den omkringvandrende Felice nostalgisk strejfet rundt i Napolis smalle gyder og gader.

Kirkerne, de små butikker, trapper og gyder – det hele er mesterligt filmet uden mange ord, og hvis det var muligt at sætte lugt til billederne, ville du kunne lugte skraldespandenes halvrådne affald, husmurens smuldrende puds og blomsterpotterne fra de små balkoner over dit hoved.

Felice er på et nostalgisk trip ned ad mindernes alle, og indimellem bliver der klippet til lange sekvenser med ham og Oreste som teenagere på motorcykel eller tumlende sig nøgne i havet.

Men nostalgien har en bagside, og den oplever Felice en aften, da en gruppe unge bevæbnede motorcyklister pludselig kører gennem gaden, skydende vildt omkring sig.

Og dræber en 17-årig fra en konkurrerende bande.

Præsten Don Luigi (Francesco Di Leva) nægter at holde messe for den døde i kirken, men bruger drabet til ved en udendørs demonstration at tordne mod politimesteren og Camorra-mafiaen. Og en af de lokale ledere er netop Oreste, med tilnavnet den grusomme.

Felice vil gerne gense sin ven, Oreste. Han tror på venskabets styrke, men præsten advarer ham. Rejs eller bliv dræbt! Men Felice bliver og har planer om at købe sig et hus.

Det er en mesterligt filmet historie, som smidigt veksler mellem personbåren nostalgi i portrættet af den midaldrende Felice, hjemvendt og håbløst forelsket i minderne om sin ungdom i byen.

Samtidigt bliver historien også båret frem af en underlæggende, truende tone. Felice bliver hele tiden overvåget, af de unge på gaden med døde fiskeøjne, eller fra terrasser og vinduer, der brat bliver skodlukket, når verden udenfor med ét bliver livsfarligt truende.

På den måde er filmen et portræt af en dybt kriminel by, ramt af massiv arbejdsløshed, narkohandel og prostitution, mens den samtidigt skildrer det et lille håb om en bedre fremtid for de unge. Personificeret i den ukuelige mafiabekæmper – præsten Luigi spillet intenst, lige på og ukuelig af Francesco Di Leva,

Men det er først og fremmest Pierfrancesco Favino, der brænder igennem i hovedrollen. På en gang søgende i sit forsøg på at komme overens med sin betændte fortid og samtidig indstillet på at blive og få selv at få et nyt liv – og bidrage til forandring.

Overfor ham spiller Tommaso Ragno ganske overbevisende den frygtede bandeleder, muskuløs i sin ærmeløse undertrøje Indestængt vred og desillusioneret. En skruppelløs, voldelig mand.

Det er et helt anderledes insider-billede af, hvad organiseret kriminalitet gør ikke bare ved en by og dens befolkning, men også det enkelte menneske, hvor igen slipper for at tage stilling til uvæsenet.

For eller imod. Lige meget hvad du vælger, har det omkostninger og betydning for resten af dit liv. Ligesom det fik og har for Felice, der nok flygtede fra Napoli. Men Napoli sidder stadig betændt, dybt og uafrysteligt i ham.

En dybt bevægende personlig farvet beretning om mafia og et venskab, der gik i stykker, så det aldrig kunne repareres.