Katastrofeaction på norsk

Film/action - ”Nordsøen”

Hvem havde nu lige forestillet sig, at nordmændene ville gå amerikanerne i bedene og lave en vaskeægte tju-bang actionfilm?

Med hvad dertil hører af højteknologisk isenkram, nervepirrende redningsaktioner plus selvfølgelig et skvæt ”true love”.

Nordmændene ejer jo et af verdens største oliefelter ude i Nordsøen, og der er jo altid risiko for uønskede hændelser, når du borer ned i havbunden for at tømme den for gas og olie.

Så en dag går det for alvor galt. En olieplatform er gået ned hurtigere, end nogen kan forestille sig muligt. Så hurtigt at det måske er luftlommer med levende mennesker indespærret.

Firmaet Eelume med Sofia (Kristine Kujath Thorup) og hendes rødhårede makker Arthur (Rolf Kristian Larsen) bliver tilkaldt for at finde ud af, om de med deres slangeformede undervandsrobot kan finde liv.

Men hurtigt viser sig, at der noget meget værre galt. Det er ikke blot en almindelig sammenstyrtning eller gaslækage, der har sendt olieplatformen ned på bunden af Ormen Lange-feltet.

Men hvad er det så? Det går resten af filmen så med at finde ud af, mens vi oveni får tilføjet en øm kærlighedshistorie. For pludselig er Sofias kæreste Stian (Henrik Bjelland) også fanget under havet i endnu en kollapset platform. Og han skal da reddes for enhver pris, mener Sofia og hans søn, Odin.

Det går derudad i rimeligt højt tempo og med dygtig anvendelse af alverdens højteknologiske isenkram. Redningshelikopter, jagerfly, tankskibe, supply skibe, redningsbåde suppleret med uforklarlige it-sammenbrud og andet godt.

I spidsen for redningsaktionerne finder vi den myndige William Lie – blåskjortet, selebærende og høgenæsset spillet af altid gode Anders Baasmo.

Det er ham, den kække norske jente i form af Kristine Kujath Thorup er i opposition til.

For det er ikke Bruce Willis, men hende der skal redde Stian.

Mens Lie har nok med at tage sig af nationens ve og vel og ikke mindst forhindre en større miljøkatastrofe.

Det er ikke en film, som byder på de store, større eller gigantiske overraskelser. Det kører derudad, som det skal med meget lidt plads til egentlig godt skuespil, fordi al mekanikken og de dertil hørende feberredninger jo er filmens egentlige ærinde.

Nemlig at underholde os og sørge for at vi får pulsen op, så slikposen bliver tømt hurtigere end godt er.

”Nordsøen” hylder, som man jo skal i actionfilm, den seje ener, som går op mod både officielle autoriteter og umulige odds for redde menneskeliv.

Hurtig mainstream, hurtigt set og sikkert også hurtigt glemt.