Ukueligt liv på bunden af USA

FILM: "Nomadland"

Denne film er vel den suveræne Oscarvinder i år: Bedste film. Suppleret af bedste kvindelige hovedrolle og bedste instruktør.

Sådan.

Men det, der for alvor slår én, er, at dette meget mere ligner en vinder af De gyldne Palmer i Cannes.

Oscars bedste film er ofte en film med blockbuster-potentiale. Den er typisk set af millioner af amerikanere. Den har kostet det samme at producere som Den tredje Limfjordsforbindelse. Og så videre. Førsteprisen i Cannes gives derimod til film med noget på hjertet. Film, der ikke lefler for publikum. Film, som kræver noget af publikum. Kunstneriske film.

Måske skyldes det, at Hollywood stort set har holdt alle de store titler tilbage det seneste års tid, at "Nomadland" kan vinde.

Det gør den bestemt ikke ringere.

Billedet af bagsiden

Filmen er et billede af USA 2011. Dette er bagsiden af medaljen. Dette er finanskrisen set fra bunden af samfundet. Det er Amerika, når staten ikke kan passe på sine svage borgere. Det har USA jo så aldrig gjort alverden ud af.

Så det, vi følger lige her, er en stribe ældre mennesker, der er i klemme. De har ikke råd til at leve af en tvivlsom og sparsom pension. De har ikke råd til at have et hus. De lever i deres kassevogne, mens de rejser fra job til job.

- Er du hjemløs, spørger en ung pige Fern - den kvindelige hovedrolle.

- Nej - jeg er husløs, svarer hun.

For Fern er på ingen måde en misbruger. Hun er en hårdtarbejdende kvinde. Hun er nomaden, der rejser rundt fra job til job. Hun er sæsonarbejder. Hun er der, hvor der er arbejde og noget at leve af. Præcis som nomaden.

Det betyder pakkeri-arbejde hos Amazon ved juletid. Det betyder kartoffelskovleri i oktober. Det betyder altmuligkvinde ved en turistattraktion om sommeren.

Men det betyder også et liv, der leves i og omkring den kassevogn, der er hendes hjem.

Forlader Empire

I filmens start ser vi hende opmagasinere sine møbler i en garage i hjembyen Empire. Der levede hun sit liv med masser af løse jobs: Lærervikar, kassedame, rengøring med mere, mens hendes mand Bo arbejder på byens store virksomhed: Gipsfabrikken.

Den lukker. Byen lukker. Alle forlader byen. Fern forlader den som en af de sidste. Hun har mistet alt: Hus, mand (kræften tog ham), arbejde. Og så er der kun vejene tilbage.

Frances McDormand spiller hovedrollen og har fuldt fortjent fået en Oscar derfor. Omkring hende er der en stribe biroller. Mikroskopiske biroller, for filmen bæres igenem stort set kun af Frances McDormand.

Mageløse McDormand

Hvad hun kan med sit ansigt er utroligt. Det er blot en lille trækning med en ansigts-muskel, og så har hun beskrevet sin sindstilstand. Det er en mageløs præstation, hun viser lige her.

På sin nomade-rejse gennem store dele af det vestlige USA møder hun alle de små biroller: Andre ældre i samme situation. Ældre, som har mistet alt bortset fra livsmodet, overlevelsesinstinktet og arbejdslysten. 

Disse ældre vil ikke ligge nogen til last. De vil klare sig selv. De er aldeles ukuelige.

Det er jo i grunden smukt at se på. Men det er også både rørende og rystende, at et samfund vil behandle sine ældre på denne måde. For fælles for alle i filmen er, at de har knoklet røven ud af bukserne i et helt liv. Men når så alderen begynder at trykke, ja - så må de stadig klare sig selv.

Junglen

På den måde skildrer "Nomadland" USA, som den jungle landet også er: Her er plads til, at Løvernes Konge kan boltre sig. Men længst nede i hierarkiet må du klare dig selv.

Filmens billedside er med til at illustrere det. Der er superflotte postkort-agtige billeder af mageløs natur. Af endeløse vidder. Ofte i skumringslys. Ofte af det store øde: Det viser, at du er alene.

Frances McDormand er også filmens producer. Måske er det derfor, at hun fylder så meget i filmen.

Der er ikke en eneste scene, hvor hun ikke er i centrum.

Jovist får vi sporadisk indblik i de mange andre skæbner, men de fylder ganske lidt, sammenlignet med Frances McDormand og hendes karakter Fern.

Intet plot

Filmen har som sådan ikke et plot eller en fortløbende handling. Den følger på ingen måde den normale berettermodel.

Og filmens mange nedslag i Ferns liv i løbet af et års tid kunne være fortalt i en anden rækkefølge, uden at man ville bemærke det.

Også det er særdeles alternativt for en Oscar-film.

Når du nu skal se en film om den amerikanske underklasse, så forventer du måske medlidenhed og medfølelse.

Men det er der ikke noget af her.

Fern klager sig ikke. Hun lever blot livet, som det er hende givet. Hun kunne aldrig drømme om at bede andre om hjælp.

For hun er jo i virkeligheden the american dream: Hun forfølger livets muligheder. Når der ikke dukker en guldmine op, ja så tager man et underbetalt job hos Amazon. Og er tilfreds.

Det er måske filmens allerstærkeste side: At den slet ikke ønsker, at karaktererne skal have medynk. Det er blot livet, som det leves, når man er nomade på prærien. Som en anden nybygger.

Lige her er du alene. Lige som masser af andre ældre, der strejfer fra job til job i Guds eget Land.