Hyggevold og elegance

FILM: "Nobody"

Dagligdags trummerum. Du kender det. Alle kender det. Men de første to minutter af denne film får det skildret helt fantastisk. Lige fra vores hovedperson Hutch spejler æg om morgenen, indtil han putter sig ved siden af konen, der for længst har ramt en nærmest komatisk søvn, når dagen slutter.

Måden det skildres på her, er ganske enkelt ved en fuldstændig overdådig klipning. Hold nu op hvor rutinen bliver skildret præcist.

Filmen handler mest om Hutch. Han er revisor i svigerfars stålfirma. Han har vistnok en fortid i militæret. Som auditør - altså en slags jurist.

Mere kedelig menneske end Hutch finder man næppe.

En nat er der indbrud i familiens hus. Hutch overmander indbrudstyvene. Men i stedet for at totalt voldsmadre dem, lader han dem gå med byttet: Nogle få dollars, et billigt armbåndsur og datterens plastik-armbånd med kattekillinger.

Lunt og elegant

Alt dette skildres lunt og elegant. Det er også lunt og elegant, da datteren brokker sig og er ked af det manglende armbånd. Det får så Hutch til at gå ud for at erobre det tilbage.

Det er han faktisk ret dygtig til. For lige der finder vi ud af, at han har en fortid som dræbermaskine hos efterretningsvæsenet.

Det lykkes Hutch at få fat i armbåndet. Han tager bussen hjem. Ind i bussen kommer en stribe fordrukne voldpsykopater, som forulemper en bette pige i bussen. Så tager Hutch affære.

Og han nyder det.

En af voldspsykopaterne dør. Han er lillebror til den russiske mafias amerikanske leder. Nu handler alt om vold og hævn

Russerne skal dø

Herfra bliver der så slået russere ihjel i et tempo og et antal, der er sjældent set.

Hele filmen er faktisk ganske elegant. Der er lidt "Die Hard" på kartoffelkur over løjerne.

Filmen har en stærk og en svag side: Det stærke er den tilbagelænede humor og den overdrevne elegance. Den svage side er, at filmens store opgør med mafiaen er lige lovlig voldsomt. Det går nemlig ud over den tilbagelænede  elegance.

Det er naturligvis også til den svage side, at man har valgt et koncept, der er set tre millioner gange før: Den ensomme dræber, der slår alle de onde ihjel næsten helt alene. Som får uendeligt mange bank, men som kæmper videre. Altså den udødelige helt.

Skal ses for voldens skyld

Det er nok en film, der skal ses for voldens skyld. For det er jo rart, når skurke får velfortjente øretæver. Og de mange afklapsninger serveres her på et sølvfad af de helt store.

Og hvor er det altså godt, at russerne nu igen kan indtage førstepladsen som superskurke her 30 år efter Jerntæppet fald. Vi har savnet disse ansigtsløse, afstumpede og uintelligente møgrusssere. Men efter 20 år med Putin, så er der nu fri jagt på dem.

For det er jo så nemt at finde en fælles fjende, som vi kan hade.

Bob Odenkirk spiller hovedrollen som Hutch. Det gør han helt fint, for han lægger ikke skjul på sin enorme begejstring for at dræbe skurke. Han har nærmest tigget Gud om, at han skulle sende nogle dumme svin, som han kunne nakke.

Dræbermaskinen fra plejehjemmet

Helt sjovt bliver det i øvrigt også, da Hutch henter sin gamle far på plejehjemmet. For han har nemlig samme evne som sønnen, når det kommer til at bringe voldspsykopater til de evige vodka-marker.

Alle andre figurer i filmen spiller ganske små roller. Herunder også Connie Nielsen fra Elling, der spiller Rebecca - Hutch's kone. Som i øvrigt også tænder på, at manden vågner op til dåd og genoptager sit gamle hverv som renovationsarbejder i Skurkeland.

Så ja: Det er absolut underholdende. Det er hurtigt glemt. Men den tilbagelænede elegance bringer en gennem filmens halvanden time helt uden kurrer på tråden. Og man kan gå hjem uden at skulle analysere noget som helst. For det er kun underholdning. Altså for dem der godt kan lide at se en velanbragt omgang bøllebank.