Fremragende Bond-afsked

Film - ”No Time To Die”

Du keder dig ikke et sekund. Og så er meget jo nået, når man tænker på, at den nye og sidste Bond-film med Daniel Craig i hovedrollen varer hele to timer og 44 minutter.

Det vil sige, at køber du billet, er du helt sikker på ikke at kede dig i hele 9.840 sekunder.

Åbningsscenen er forrygende. Et afsidesliggende gult hus i et snedækket landskab, en svært bevæbnet enlig mand på vej mod det. Indenfor en lille pige, hvis berusede franske mor beder hende om at hente mere vin.

- Ved du, hvad din far er?

- Læge.

- Nej, han slår folk ihjel.

Pludselig står en hvidmasket mand udenfor vindue, pigen Madeleine forsøger at vække mor, men snart er han indenfor. Skyder mor, Madeleine gemmer sig, og …

Så siger vi ikke mere, men åbningsanslaget – de første 15 minutter - er ikke mindre end forrygende. En skarptegnet skitse, så vi på en måde føler, at vi kender historien – hævnmotivet og svigtet – og så er der alligevel plads for utallige overraskelser.

Bond 007 i form af Daniel Craig, 53 år gammel, bliver svær at erstatte. Han har udstrålingen, den fysiske form og den underspillede humor, som skal til for at forløse rollen.

Der er heller ikke sparet på labre øser, labre larver og hårdtslående skurke, så skønt Bond officielt er gået på pension fra den britiske efterretningstjeneste, må han endnu en gang se at få reddet verden.

Denne gang er det en ond dna-virus kaldet Heracles, som truer menneskeheden. Et ganske fermt påfund i disse pandemi-tider.

Vor egen danske skuespiller David Dencik fylder fint rollen ud som en forræderisk russisk kakerlak. Videnskabsmanden Obruchev, der hjælper, så virusset kommer i hænderne på de helt forkerte .

Slagsmålene er smukt koreograferet, lige tilpas rå og samtidig så tempofyldte, at du ikke når at kede dig. Og det er jo utroligt så belejligt, det er, at hver gang Bond er ved at slippe op for ammunition, så er endnu en fjende fældet, og han kan samle nyt våbenisenkram op og fortsætte ildkampen.

Biljagterne med Bond i sin Aston Martin og ikke mindst bruger af motorcyklerne – især i den italienske bjergby – er så du må gnide øjnene. Drømmer jeg, eller er jeg vågen?

Og selvfølgelig kommer vi med vanligt ubesværet rundt i verden. Jamaica, Cuba og Storbritannien.

Labert fotograferet er det og danner baggrund for historiens kringlede plot  - for det er ikke blot en ond dna, Bond skal redde verden fra.

Søreme om det ikke også er den ægte kærlighed, han kæmper for. I form af den franske, blonde Madeleine (Léa Seydoux), som har en særdeles belastet fortid med tråde til Spectre og arvefjenden Blofeld.

Her får Craig ligefrem en helt menneskelig og sårbar figur ud af rollen – ganske overraskende, hvis du kigger tilbage på forgange tiders lakblanke, smokingklædte 007’ere.

Manuskriptet er forrygende og holder fint balancen mellem det knappe, kontante og så de kækt, muntre bemærkninger midt under tju-hej og bang-bang.

Godt og kompetent bygger den videre på de kendte klodser - altså hele Bond-universet i både meningsfyldt og medrivende stil. Det er rystende godt, og du går derfra, sådan som Bond altid forlanger sin vodka martini.

- Shaken - not stirred.

Fortumlet, glad og ganske, ganske voldsomt godt underholdt.