En ensom, isoleret stakkel

Film - ”Nitram”

Nitram, Martin stavet bagfra, er en ung mand, som stadig bor hjemme hos sine forældre.

Nitram (Caleb Landry Jones) morer sig hver aften med at skyde fyrværkeri af og forstyrre naboerne. De hader ham, mens Far (Anthony LaPalgia) drømmer om at flytte væk til et drømmehus liggende ved en naturskøn sø.

Han er den eneste som prøver at beskytte sønnen, der er på antidepressiv medicin. Den behandling ser Mor (Judy Davis) ingen grund til at ændre, for så vil forældrene jo miste den pensionsudbetaling, som de får for at passe på deres egen søn.

Filmen her er et forsøg på at forstå og sætte sig ind, hvad der var baggrunden for, at Martin Bryant, 29 år, i april 1996, skød og dræbte 35 mennesker og sårede yderligere 23 i Port Arthur, Australien.

Hovedrollen bliver spillet af Caleb Landry Jones, langt lyst hår, blå øjne, ensom, isoleret – et stakkels menneske. Jones formår med hver fiber af sin krop, mimik og en indestængt energi at portrættere sin figur, så det efterlader tilskuerne både skræmte og ængstelige for, hvad der nu vil ske.

Jones i form af Nitram er så tydeligt utilpas i sin egen krop og i sin manglende kontakt med mennesker omkring ham, at du selv føler – rent ud kan mærke, hvor dårligt han har det.

Mobbet, undertrykt og med dysfunktionelle forældre, der for længst har opgivet ham. Glimrende og iskold spillet af Judy Davis som mor, mens Anthony LaPalgia tager sig af far-rollen, undertrykt og velmenende hjælpeløs.

Et svagt håb for Nitram bliver tændt, da han møder den excentriske Helen (Essie Davis), levende alene med sine mange hunde i et stort forfaldent hus. Hun ser mennesket bag diagnosen, og det umage venskab mellem den ældre, rige kvinde og den forstyrrede unge mand spirer så småt.

Endelig et menneske som bekymrer sig og kan SE ham. Ganske fornemt spillet af Essie Davis, levende i sin egen uvirkelig operetteverden anno fra, før verden gik af lave.

Helt ulige det mørke parcelhus med tunge møbler, teakfiner og brune farver og overfyldte stuer, uden lys og luft, som Nitram er vokset op i.

Der er noget riv-rav-ruskende forkert med Nitram. Det er vi aldrig i tvivl om, men i stedet for en diagnose og en forklaring, får vi på egen krop i kraft af det fremragende skuespil at mærke, hvordan det er desperat at kæmpe for at blive ”normal”

Og igen og igen at blive afvist, misforstået eller stå hjælpeløs tilbage, fordi du ikke forstår de social koder og kan handle fornuftigt i dem.

Caleb Landry Jones rammer hele spektret i sin figur. Mut, sød, skræmmende, uforudsigelig, voldelig og ensom, ensom, ensom. Belønnet med prisen som bedste skuespiller, Cannes-festival, 2021.

Filmen fordømmer ham ikke, men sætter en ramme, der gør det muligt at forstå, at Nitram til sidst skifter sit luftgevær ud med halvautomatiske skydevåben. Den er egentlig ikke interesseret i at stille en diagnose på den stadigt mere isolerede, sindssyge mand.

Det er en styrke ved denne ganske skræmmende fortælling. Samtidig med at den sætter spørgsmålstegn ved Australiens våbenlovgivning, der gjorde det muligt for en psykisk syg at vade direkte ind fra gaden og skaffe sig et arsenal af våben.

Det er selve forløbet frem mod den uundgåelige nedskydning, som er i fokus for filmens handling. I øvrigt er nedslagtningen skildret nøgternt og ikke spor effektjagende.

Det er ikke en film, du skal gå ind for at hygge dig og slå et par timer ihjel. Det er ualmindelig barsk kost, og den gør ondt indvendig.