Charmerende bedrager

Film - "Nightmare Alley"

Et kulørt, storladent skæbnedrama, hvor der ikke er sparet på noget. Hverken kulisser, scenografi eller for den sags skyld skuespillere.

Et sandt all-star hold med både Bradley Cooper, Cate Blanchett, Willem Dafoe med flere gør det lydefrit og ganske gribende.

Åbningsscenen er præcis så kulørt og dramatisk som resten af filmen. En mand slæber et lig ned i et hul i gulvet på et hus. For derefter at overhælde kroppen med benzin og sætte ild til.

Han hedder Stan Carlisle (Bradley Cooper), og de næste to og en halv time bruger vi så på at finde ud af, hvem han er, og hvorfor og hvem han har myrdet.

Stan flygter og får job i et omrejsende tivoli, begynder som teltarbejder, men får snart hjælpejob hos den synske Zeena (Toni Collette).

Sammen med sin mand Pete (David Strathaim) har hun et tankelæser-nummer, og snart bliver Stan sat ind i deres hemmeligheder.

Og ikke mindst det mest vigtige – at kunne læse mennesker. For alle drømmer om at blive set og hørt og føle sig mødt. Her gælder det om at registrere de mindste detaljer, påklædning, attitude og ”ofrets” reaktion på afsløringerne.

Stan er lærenem, forelsker sig i den ”elektriske pige” Molly (Rooney Mara), og drømmer om at stikke af med hende og få succes med sit eget tankelæsershow. Sådan bliver det, og nu begiver Stan sig ud på en stadigt farligere kurs.

Optændt af begær efter succes og penge indleder han et samarbejde med femme fatale-psykologen Lillith (Cate Blanchett).

Det er amerikansk drama på den store klinge og egentlig tale om en genindspilning af samme film fra 1947. Denne gang med spanske Guillermo del Toro i instruktørstolen, så der er garanti for overdådig farvelægning og gysende fremstilling af de forkrøblede mennesker, som tivoli underholder med og tjene penge på.

Willem Dafoe er glimrende i rollen som den djævelsk veltalende og lige så farlige Clement, der nedbryder mennesker – alkoholikere – så de bliver forvandlet til hønseædende vildmænd.

Filmen er mest af alt et imponerende udstyrsstykke, men rigtig farligt og dæmonisk bliver det ikke.

Bradley Cooper spiller den plagede og charmerende bedrager, men gør det uden større dybde og ganske meget i ”køn-dreng-uden-skrupler”-stil uden for alvor at give sin hovedrolle indre liv og fortvivlelse.

Cate Blanchett har derimod ikke besvær med at forløse sin rolle, som den særdeles attraktive, blonde psykolog. Hun er og spiller lige så pålidelig som en tirret cobra-slange. En blondine, som både er til kys og giftige bid.

I rollen som kæresten Molly er Rooney Mara sødmefyldt pigeuskyldig, men også alvorlig overbevisende, da det hele begynder at smuldre.

Filmen har sine store øjeblikke. Et af dem er da den blonde psykolog udfordrer Stan til at gætte, hvad der er i hendes håndtaske under en prominent forestilling. Og Stan overbevisende gætter og bagefter fortæller hende, hvordan han gjorde.

Det bliver begyndelsen til deres livsfarlige samarbejde.

Det er en sær, underlig verden, vi bliver inviteret indenfor i. Brutal og fyldt med freaks, dværge og skønne kvinder. Formet af skæbnen, som ingen jo undgår. Heller ikke Stan i form af Bradley Cooper.

Men at lade tankelæsning og psykoterapi gå hånd i hånd giver sine steder handlingen et overraskende perspektiv. Det er her, at den bliver bedst.

Filmen har mest form som en farverig og sine steder ganske brutal thriller, og vi får aldrig rigtig en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor Stan gør, som han gør, og er blevet den, han er.

Men undervejs er du godt underholdt.