Napoleon som kulørt lægeroman

FILM - ”Napoleon”

Bag enhver stor mand står en endnu større kvinde. Uden netop denne kvindes kærlighed var det ikke lykkedes for manden at nå til tops som enten napoleonskagebager, murermester eller for den sags skyld hærfører.

Skulle du være i tvivl om ovenstående udsagn, kan du jo bare gå ind og se den amerikanske filminstruktør Ridley Scotts ”genfortælling” af Napoléon Bonapartes liv og skæbne.

Den korsikansk fødte korporal, som blev Frankrigs største hærfører og i flere omgange lammetævede både England, Østrig, Preussen, Rusland, og hvem der nu ellers kom i vejen for den magtbegærlige og kyniske hersker.

Ridley bygger sin film op over Napoleons (Joaquin Phoenix) forelskelse, betagelse og senere 15 år lange ægteskab med den smukke Joséphine (Vanessa Kirby).

Han møder hende tilfældigt ved en natlig fest, efter at have brudt englændernes belejring af havnebyen Toulon, nu som brigadegeneral, og falder pladask for enken af en adelig officer, halshugget under den franske revolution i 1789.

Hun fanger hans blik og konfronterer ham. - Jeg kigger på dit ansigt, forsvarer han sig, mens kameraet mest har fokuseret på den skønnes dristige kjoleudskæring.

Med store dramatiske penselstrøg, vist nok ikke altid helt korrekte, får vi nu skildret Napoleons storhed og fald.

Faktisk var Napoleon ikke blot en fattig korporal, men født i en korsikansk adelsslægt.

Den halshuggede dronning Marie Antoinette skulle selv have klippet sit hår kort, før hendes hoved faldt for guillotinens klinge og ikke som i filmen få det bundet op.

Sådan kan og vil historikere og andre sagkyndige sikkert kunne blive ved med at finde ukorrektheder i det kulørte stordrama.

For et sådant er det. Sikke et udstyrsstykke. Den må jo have kostet det halve af Danmarks statsbudget at lave. Bare slagscenerne med tusindvis af soldaterstatister, bragende kanoner og angribende kavaleri med dragne sabler. Foruden de prægtige kostumer, interiør og buldrende pejseild, når vi er indenfor i magtens palæer.

De storladne kampscener, beskrevet præcis lige så rodet, blodigt og beskidt, som Ridley Scott nu engang ynder, er gerne ledsaget på lydsiden af opera eller dystre munkekor.

Her er meget for øjet og bedst er vel egentlig skildring af Napoleons snedige bagholdstaktik og totale sejr over Østrig og Rusland, ved Austerlitz, 1805.

Fjenden bliver lokket til at angribe med afventende, presenning-skjult artilleri, som skånseløst smadrer de forenede hære. Du glemmer ikke sådan lige scenerne, hvor hest og mand skrækslagen går gennem isen på den tilfrosne sø og dør, mens de farver vandet blodrødt.

Kampscenerne fejler altså ikke noget. Det er mere samspillet eller manglen på samme mellem Joaquin Phoenix og Vanessa Kirby, der for alvor gør denne film til en underlig flad, usammenhængende oplevelse.

Phoenix spiller rollen, lige vel meget som vi kender Phoenix. Stenfjæsagtigt, lavmælt og småhæs, står han, der stiv som en anden træmand med sin tokantede hat.

De taler da sammen, men alt, alt for sjældent oplever vi den store altfortærende passion, som Ridley postulerer og bygger sin film op omkring. Hun er ham også på et tidspunkt utro, hvilket får ham til at forlade felttoget i Ægypten i utide. Tror vi på den?

At alle hans slag og kampe skulle være drevet at hans passion for og ønske om at imponere Joséphine.

Hun bliver til gengæld spillet ganske fersk, nydeligt og tv-serie-overfladisk af den kønne Vanessa Kirby. Det er, som om hun ikke rigtig ved, hvad hun skal stille op med den rolle. Og helt ærligt 15 års brændende kærlighed må kunne skildres bedre end dette forkølede ”jeg-tar-hende-bagfra-kort-og-brutalt” scenario, vi her får udleveret.

Det brænder simpelthen ikke igennem i kemien mellem de to, og på den måde ender filmen med at være en opulent gennemgang af nogle af Napoleons største slag bundet op på en kærlighedshistorie, du ikke rigtig tror på.

Eller under alle omstændigheder en kærlighed, du slet ikke mærker er til stede på det store lærred.

Det er såmænd godt, filmet håndværk, men historien griber underligt nok ikke én rigtig om hjertet.

På nær måske kampscenerne fra Napoleons første sejr i havnebyen Toulon, hvor du oplever Phoenix spille rollen, intenst og nervøst anspændt. Her ser vi ansatsen til et menneskeligt portræt, da Napoleon under det natlige angreb får sin hest skudt væk under sig.

Det er flot, det er imponerede, især slagscenerne, men det bliver lidt af et misk-mask, af et udstyrsstykke, hvor du ikke rigtig kan mærke menneskerne bagved – sådan som vi får et glimt af, da Napoleon selv udånder og med tre ord opsummerer sit eget liv:

Frankrig – hær – Joséphine.