Skip to main content
film

Muræner og patriarkat

FILM: "Murina"

Filmen foregår over et par dage på en afsides liggende ø i det sydlige Kroatien. Her bor Ante med sin kone og sin datter. Ante og datteren Julija holder af at snorke med harpun og jagte muræner - Murina? Alt er idyl. Her leves det simple liv i vandkanten med stort hus, stor båd og masser af hav.

Her leves det lykkelige liv, føler vi i filmens optaktsscene, hvor far og datter er på undervandsjagt sammen.

Vel inde i land oplever vi, at Ante kommanderer noget rundt med de to kvinder i hans liv. Da båden lægger til kaj, er det helt klart far, er kaptajn, og Julija der er gast.

Oppe i huset kommanderer far sin hustru Nela til at rense murænen, de kommer i land med.

Kommanderer han ikke lidt vel rigeligt, tænker vi, uden at tænke for meget over det.

Så kommer der gæster. Javier fra New York. En hovedrig mand, som kun snakker engelsk, selv om Javier og Ante var barndoms- og ungdomsvenner engang.

Javier vil måske købe deres ø og omdanne den til et feriecenter. Men hov: Flirter han ikke lidt vel rigeligt med datteren. Og hov-hov: Flirter han ikke endnu mere med moderen? 

Det er svært dette her. De var kærester engang, finder vi ud af, Nela og gæsten fra Amerika. Nu bliver alting en smule farligere.

Og så er der jo feriecentret på den fjerntliggende ø. Den ligger fire timer i speedbåd fra Dubrovnik. Er der overhovedet økonomi i at bringe turister så langt ud i øhavet? Nej, der er meget, der ikke fungerer lige her. Ante har nok en idé til et bedre liv, men det er nok ikke verdens bedste ide. 

I "Murina" er der lagt op til opgør med despoten. Der er lagt op til jalousi. Der er lagt op til, at de to kamphaner kan få deres endelig opgør.

Og alt dette foregår i et symbolsk møde med murænerne på havets bund. Nok jager Ante og Julija muræner, men murænerne danser med i fortællingen, i tanken om hævn og død. Muræner er et voldsomt rovdyr nede i dybet. Lige der er det ganske spændende at følge vores lille familie.

Det bedste ved "Murina" er stemningen. Også fordi filmen stille og sikkert går fra idyl til kamp. 

Det er også interessant at se, hvordan Ante afslører sit sande jeg: Patriarken der vil have styr på de to kvinder i hans simple liv på den simple ø. 

Det er interessant at se, hvordan 17-årige Julija starter et oprør mod patriarken. Samt hvordan patriarken ikke i længden er en far, der opdrager sin datter. Han er en domptør, der vil dressere den unge kvinde.

Det er tre stærke hovedroller, vi møder lige her. Dansk/kroatiske Danica Kurcic spiller Nela. Her er hun er tidligere skønhedsdronning, og hendes skønhed er gået i arv til datteren.

Hun er stille og undertrykt. Hun har fundet sin plads. Hun glatter ud og forsøger at få far og datter til at forliges. Og i vanlig stil tilfører Danica Kurcic masser af nærvær til sin rolle.

Gracija Filipović spiller datteren, og den rolle er for alvor interessant, for det er jo her, vi finder oprøreret og frihedstrangen. Det sker med en troværdig indædt vrede og trods. Det er en fin præstation.

Og så er der Leon Lucev som Ante. Også her leveres der på et højt niveau. Han er farlig og truende, flot og solbrændt, dominerende - men på den forkerte måde. 

"Murina" er først og fremmest en tilstand. Det er sommer, varme, vand og solbrændt hud. Det er spændinger mellem mennesker. Det er optræk til svig. Men først og fremmest giver filmen en god fornemmelse af ubehagelige stemninger. Selv om det er en stille film, så er der bare masser af sitren og elektricitet i luften. Det er fin underholdning til endnu en træls sommerdag.

Filmen fik debutantprisen på sidste års filmfestival i Cannes. Det er i grunden ganske fortjent.

Murina

  • Instruktion og manus: Antoneta Alamat Kusijanović
  • 1 time og 35 minutter, frarådes under 11 år
  • Danmarkspremiere 28. juli.
Arkiv