En katastrofal tur til rummet

Film - Moonfall

”Moonfall” er nyeste skud på stammen fra instruktøren Roland Emmerich, som vi kender fra film som ”Independence Day” og ”2012”. Selvom filmen er et klassisk actionbrag med mange sci-fi elementer og tre velkendte skuespillere i front, så er hele oplevelsen desværre flad og uoverbevisende.

Konspirationsteoretikeren K.C Houseman (John Bradley-West) har før alle andre regnet ud, at månen er ved at falde ud af dens kredsløb. I sit forsøg på at advare verden møder han eks-astronaut Brian Harper (Patrick Wilson).

Brian Harper er blevet smidt ud af NASA efter en mislykket mission. Som resultat er hans liv nu i ruiner. Han er blevet skilt fra sin kone Brenda (Carolina Bartczak), og hans søn Sonny (Charlie Plummer) har travlt med at rode sig selv ud i problemer.

Eks-astronautens tidligere kollega Jocinda Fowler (Halle Berry) er stadig ansat ved NASA. Her er panikken over den ustabile måne også ved at sprede sig, og derfor opsøger hun nu hendes tidligere kollega for at få hjælp.

Udover filmens hovedplot om jordens undergang, så vises der også flere sideløbende plotlinjer. De tre hovedpersoner har hver deres egne kriser og problemer i familien, og fordi de alle sammen skal illustreres, så lykkedes det aldrig rigtigt at gøre nogen af dem betydelige.

Selvom filmen varer to timer, føles det ofte, som om vi skynder os igennem den. Den tætpakkede historie medfører, at flere af konflikterne er ovre, før de overhovedet begyndte.

På samme måde virker en del af karaktererne overflødige. Flere af dem har så lidt skærmtid, at man let glemmer, at de findes. Det hele bliver et virvar af handlinger og personer. I stedet for at sidde på kanten af mit sæde, opslugt af spænding, sad jeg mere undrende og småforvirret.

En af de karakterer i filmen som til gengæld fungerer er K.C. John Bradley-West gør det glimrende som en nørdet konspirationsteoretiker, hvis tætteste relationer er med sin kat, Fuzz Aldrin, og hans mor. Han er kikset på en elskværdig måde, og det er ofte den eneste grund til, at man trækker på smilebåndet.

De to andre hovedpersoner, Patrick Wilson og Halle Berry, leverer også begge en solid præstation, som man ville forvente af to erfarne skuespillere. Her føles det mere som om, at det er deres karakterer som mangler dybde.

Visuelt er filmen proppet med special effects. Vi ser både meteorregn, flodbølger og flotte udsigter over jorden fra rummet. Flere af billederne er ganske imponerende og faretruende, men de er ikke nok til, at man bliver rigtigt grebet af stemningen.

I bedste Roland Emmerich stil er det selvfølgelig flere gange kun ganske få sekunder fra at gå galt. Der er ikke en mangel på action-scener, og både biler og rumfartøjer rejser i hårrejsende fart.

Selvom disse scener langt fra er kedelige at se på, så føler man ikke at der er noget på spil. Netop på grund af det overfladiske plot, og en mangel på karakterer man rigtigt holder af. Alt i alt kan ”Moonfall” ikke måle sig med instruktørens tidligere succeser.