Fransk sommerforelskelse

Film - ”Min sommer i Provence”

En fransk folkekomedie, let boblende og hurtigt glemt, om drengevenskab, klasseskel og den allerførste kærlighed.

Marcel (Léo Campion) skal i 1905 på sommerferie, som han plejer i det idylliske Provence. Sammen med sine forældre, Joseph og Augustine, lillebror, onkel og tante.

Afsted går det i hestekærre med fuldt læs, og mor placeret øverst på det. Marcel glæder sig, men allermest glæder han sig til at møde sin ven, den jævnaldrende bondesøn, Lili (Baptiste Négel). At hjælpe med at stakke korn, men også more sig med at sætte fuglefælder.

Men ak, kort efter den glade genforening støder de to drenge ind i Isabelle (Lucie Loste Berset) – en yndig 12-årig, der vil tiltales ”De” og snart får brug for hjælp til at få fjernet en grum edderkop.

Marcel ordner den sag med modige stokkeslag, og derefter følger han den skønne hjem til hendes forældre. De bor i et slotslignende hus, far er poet, og Isabelle spiller klaver, så vemodet klinger smukt.

Kort sagt, snart er Marcel dødforelsket og dropper sit venskab med Lille for at blive den eftertragtede Isabelles lydige skødehund. Alt imens hans bedste ven, lillebror og forældre først overbærende, siden mere skeptisk ryster på hovedet af Marcels ubetingede, stormende forelskelse.

Filmen bygger på den franske forfatter Marcel Pagnols barndomserindringer ”De søde hemmeligheder”, og hans historier er tidligere blevet filmatiseret i film som ”Kilden i Provence” og ”Manon og Kilden”.

Dem er der betydeligt mere bid og kerne end i denne sanseligt henførte fortælling. Komplet med billedskønt bredformat og romantiske strygere får vi sommerforelskelsen foldet ud, så det driver af nostalgi.

Med søde renskurede børn og elegante damer i snehvide bluser.

De må have haft vaskemaskinen kørende nonstop, da de indspillede denne film, mens hovedrolleindehaveren Léo Campion med det uskyldige ansigt og kyssemund kæmper for at finde rede på det hele.

Skuespillet svinger for det meste djærvt folkekomedieagtige. Med brave mænd og kvinder, der godt ved, hvornår de skal træde i karakter, når deres mænd forelsker sig i en bagerjomfru.

Filmen har også sine alvorlige øjeblikke – Marcels far, Joseph, er ateist og i opposition til den vinglade, troende onkel, hustruerne rør på sig og deltager i al hemmelighed i møder med spirende fransk kvindefrigørelse.

Men først og fremmest er der fokus på Marcels første altopslugende forelskelse i denne Eva i Paradisets have. Isabelle er snobbet og fattigfin, men måske heller ikke til at stole på…

Det er en film, der har sine øjeblikke. Flot filmet er den, så det er bare at læne sig bagover i biografsædet og suge de smukke landskabsbilleder ind. Men selve historien bliver overfladisk renskuret, og skuespillet for ofte overspillet.

Selvom filmens bærende pointe er ganske sympatisk - at den som skammer sig over sin familie i sidste ende mister sig selv. Og at du ikke må glemme venskab og anstændighed – selv når du er allermest tummelumsk forelsket.

Men det bliver for meget feel good med al den joviale franske esprit.