Sidste sommer med mor

FILM - ”Min evige sommer”

Fanny, 9 B, 15 år, skal på sommerferie med mor og far, som hun plejer. Men noget er helt anderledes.

Mor er syg. Alvorligt syg og hvis du skulle være i tvivl, bliver den hurtigt fejet bort, da en hvidmalet elevationsseng bliver installeret nedenunder i stuen.

Fanny (Kaya Toft Loholt) gemmer sig nu mest ovenpå, mens far Johan (svenske Anders Mossling) læser Gulag Øhavet eller prøver at få ram på den kæmpe edderkop, som Fanny absolut ikke bryder sig om at dele værelse med.

Mor Karin (Maria Rossing), tynd og bleg, træt slæbende sig rundt, er tydeligt sygdomsmærket, og skønt ordet kræft aldrig bliver nævnt, ved både hun og familien godt, hvad vej det går.

Det er en tyst og vemodig film. Dansk hverdagsrealisme på den stilfærdige måde. Med passende molstemt strygermusik og såmænd også med plads til den svenske folkevise ”Vem kan segla förutan vind” til at understrege alvoren.

Men filmen handler ikke så meget om døden, og det at sige ret farvel til en, man har kær.

I stedet bruger filmen langt mere tid og et utal af scener og optrin på at folde datteren Fanny ud.

Kønt og nydeligt spillet af Kaya Toft Loholt, frustreret teenager, fanget i sommerhus uden ordentlig wifi. Hvad er værre i vore dage for et ungt menneske?

Hun ved ikke, hvad hun skal stille op. Med sin tavse mor og en endnu fjernere far. Og hvad vil hun egentlig selv med sit liv?

Så fra i udgangspunktet at være en historie om døden, deler filmen sig i to spor. Et hvor vi følger mor Karin, der bliver stadigt dårligere.

Og et andet – en slags ungdomsfilm inde i filmen – om pubertetens weltschmerz. Hvad Fanny vil med sig selv, og hvordan hun vil realisere sit liv.

Komplet med naiv pigepoesi, kæresteproblemer, diskoteksbesøg og tungekys, mens hun prøver sine egne grænser af. Isolerer sig og ikke magter at forholde sig til sin stadigt mere dødsmærkede mor.

Det er en film, der giver sig rigtig god tid til at fortælle sin historie. Du kan godt blive træt af de evindelige rygescener, hvor Fanny står tavs og tydeligt plaget. Uden at vi bliver klogere på, hvad der foregår inden i hende.

Hun er ensom, men formår ikke at bryde ud af sin isolation. Filmen lader heller ikke sine personer tale om det svære. At mor skal dø. På den måde stritter filmens fortælling sært uforløst.

Vil en ganske almindelig familie virkelig bruge så meget tid på slet ikke at tale om noget væsentligt, når døden nærmer sig?

Kan hænde. Du aner en tydeligt selvbiografisk historie bag instruktør Sylvia Le Fanus debutspillefilm.

En ambitiøs film der gerne vil knytte pubertetens fortvivlelse sammen med dødens ubarmhjertige tilstedeværelse.

Følsomt registrerende mens familie prøver at nyde deres sidste sommer med badeture, picnic med rosé og sandwich og fødselsdag med rørstrømske, håbefulde taler

Først med kinabogens betroelser, når filmen frem til sit konkluderende punktum. Og det er godt nok et langt tilløb, før vi forstår, at livet går videre - også når en elsket mor dør.

Nydeligt skuespil, en anelse prætentiøs filmkunst, med lange ordløse kameraindstillinger, mens Fanny prøver på både at finde sig selv og sige ret farvel til sin mor.