Overflødigt påhæng

Film - ”Meter i sekundet”

Overfrisk, meget talende københavner-pige flytter med sin digter- og skrivelærermand til det vestjyske, og megen komik med sprød alvorskant bliver resultatet på bundlinjen i denne filmiske gendigtning af Stine Pilgaards roman ”Meter i sekundet” (2020).

Marie (Sofie Torp) og Rasmus (Thomas Hwan) og deres førstefødte Muh hører naturligt til i den kreative klasse i København. Hans første digtsamling har fået rosende anmeldelse i Politiken, og nu har det unge par heldigvis endelig fået vuggestueplads.

Så Marie kan få tid og gå i gang med at realisere sit kreative potentiale. Men hov – Rasmus har fået skrivelærerjob.

- Hvor er det henne? Så længe det ikke er i Jylland.

Men der er det, og snart er det unge forældrepar installeret i lærerbolig og møder den hektiske, nævenyttige højskoleforstanderinde (Lotte Andersen), øko- og keramiklæreren og ikke mindst de selvhøjtidelige, klimabevidste og skråsikre elever, som vil lave freddemonstration på torvet i Ringkøbing.

Marie følger med som det tynde øl. Der er egentlig ikke noget for hende at lave på højskolen og hun kommer hele tiden galt afsted, når hun prøver at falde til. Hun taler for meget, gerne småironisk, egentlig humoristisk men bliver så mødt med beklemt tavshed eller langt værre med ungdommelig boomer-fordømmelse.

- Er du bare kronisk ironisk?

Nå, men det må der jo gøres noget ved. Så forstanderinden sørger for at bette-Muh kan komme i dagpleje og at Maria får job på den lokale avissprøjtes brevkasse – "spørgomalt" hedder passwordet.

Og så skal hun da have kørekort.

Det er feelgood komik på den danske måde, og filmen lykkes først og fremmest i form af Sofie Torp, som på ganske naturlig vis formår at holde en fin balance mellem det københavnerrappe og det mere eftertænksomme, hvor hun prøver både at holde igen og samtidigt giver ganske fornuftige, indsigtsfulde brevkasseråd til tvivlrådige, kriseramte jyder.

Kørekortsscenerne, hvor hun på skift bringer den ene kørelærer på sammenbruddets rand, er et kapitel for sig – ”du kører spændende – som en blanding af en nybegynder, en flugtbilist og en senildement”.

Hun går også til samtaleøvelser hos Anders Agger, der spiller Anders Agger, og ind imellem opgiver hun det hele og går på druk med sin nye slyngveninde Krisser (Christine Gerulff).

Det er film, som får dig til at grine overgivent. Ganske tit og ganske ofte. Men den har også en bittersød kerne – kan det virkelig passe, at man ikke må sige noget om, hvordan man har det?

At det hele skal være underforstået? Det er ganske morsomt at se, hvor betænkelige de sindige vestjyder kan blive, når Marie giver den verbalt og spontant gas. Eller når hendes ironiske og egentlig ganske præcise kritiske indvendinger mod de unges politiske korrekthed får dumpekarakter.

Hun er umulig og utilpasset og stadig mere opgivende, men lykkes så alligevel på en helt anden måde, end vi lige havde forestillet os eller set komme. Overfor hende spiller Thomas Hwan ganske nydeligt og dækkende den feterede unge nye lærer med blid medvind fra guru-beundrende elever.

Filmen vinder også i kraft af sit rige galleri af bipersoner, der balancerer hårfint på grænsen mellem det karikerede og det troværdige.

Det er nemt at grine undervejs, men samtidig efterlader film en nagende splint af ensomhed og opgivende afmagt. Og det skyldes først og fremmest Sofie Torp, der formår at dosere sit skuespil præcist og lydefrit skifter – som at vende en hånd -  mellem alvor og humor.

Simpelthen får vist, at hun ikke hører til. Og det synes ingen jo er rart, vel?

Skål i kaffe!