Undercover rengøringskone

Film - ”Mellem to verdener”

De, som kan huske den tyske journalist Günter Wallraff og hans helt specielle arbejdsmetode med afslørende reportager under falsk navn og identitet, vil nikke genkendende til problematikken i denne film.

Her hedder undercover-skribenten Marianna (Juliette Binoche), og hun er draget til den franske havneby Caen i Normandiet for at undersøge, hvordan virkeligheden er for de 12 procent af den franske befolkning, der ikke har noget fast job.

Men må klare sig med tilfældigt arbejde – uden ordentlig løn, ferie eller forsikring. Rent ud sagt tilfældige lortejob.

Som midaldrende kvinde uden joberfaring får hun på den lokale arbejdsformidling gode råd. Det gælder om at sælge sig selv - også selv om det kun drejer sig om et usselt rengøringsjob.

Efter at have været på kursus er hun snart i gang med at knokle en vis legemsdel ud af rengøringskitlen, mens hun gør ulækre toiletter, snavsede gulve og rodede kontorer rene.

Vækkeuret ringer kl. 04.30 og så er det afsted i buldermørket, huske at få slået tyverialarmen fra, når du kommer frem, og så ellers knokle derudaf alene.

Vi er på bunden af samfundet. Der hvor de ufaglærte arbejdsløse stort set ikke har nogen rettigheder. Med en gennemsnitsløn på 7.96 euro efter skat. Det er cirka 60 kr.

Heldigvis for Marianne kommer hun med i et godt sjak. Der gør rent på Englandsbåden, tre gange dagligt, når den lægger til i færgebyen Quistreham.

Her møder hun Christèle (Hélène Lambert), tatoveret, cigaretrygende enlig mor til tre drenge. Færgejobbet er drønhårdt, nedslidende arbejde i højt og stressende tempo.

230 kahytter skal have skiftet sengetøj og gøres rene – 4 minutter til hver kabine.

Det er fransk socialrealisme optaget on location, og mange andre af filmens amatørskuespillere er hentet fra området.

Juliette Binoche gør det glimrende i hovedrollen. Magter at skildre glæden over at blive accepteret som én af dem, hun skal skrive om. Som skribenten med den skjulte dagsorden, som ganske hurtigt bliver optaget i rengøringskvindernes varme fællesskab. Men som også er der som deltagende iagttager – og derfor alligevel kun er på gæstevisit.

Og hvad ville der egentlig ske, hvis hun blev afsløret? Ville hendes tætte venskab med , Christèle kunne holde til det…

Det er fin og troværdig socialrealisme, og en skøn sej hyldest til arbejderklassens – her kvindernes sammenhold og ukuelighed. Men også en ganske tænksom skildring af undercover-skribentens dilemma …

Hun lurer jo på dem og skriver om dem. I den bedste mening – hun vil angribe systemet og rengøringskonernes elendige arbejdsforhold indefra. Men samtidig risikerer hun jo at udlevere dem – fordi hun alligevel aldrig vil eller kan blive en af dem.

Binoche er god, men overfor hende er Hélène Lambert mindst lige så god som Christèle – som den rapkæftede, ukuelige slider. Der godt ved, hvor hun hører til, men heller ikke vil finde sig i noget – fra nogen!

Og det gælder også hendes ældre veninde og arbejdskammerat.

Filmen bliver båret og skal først og fremmest ses på grund af sin dokumentariske autenticitet og skildringen af kvindernes varme fællesskab. En hyldest til venskabet og samtidig et ganske indigneret råb fra bunden af samfundspyramiden.

Om dem, der tager sliddet og slæbet i al ubemærkethed. Samtidig med at den udstiller det hamsterhjul af meningsløs, ensformig aktivering, som de arbejdsløse må underlægge sig.

- Hvorfor er du på kursus igen?  For ikke at miste understøttelsen.