FILM - "Margrete den Første"
”Margrete den Første” er historien om en visionær kvinde, der var helt igennem unik for sin tid.
Hun formåede nemlig for første og eneste gang i historien at samle Danmark, Norge og Sverige i den fredeligt orienterede Kalmarunionen i 1397.
Derfor var Norden på nippet til at blive en europæisk stormagt, og Margrete I befandt sig i magtens centrum og regerede de tre riger gennem adoptivsønnen Erik af Pommern.
Men unionen var omgivet af fjender, og for at styrke Kalmarunionens forsvar, planlagde Margrete I et ægteskab mellem Kong Erik af Pommern og den engelske prinsesse Philippa.
Men en kvinde, der besidder så megen magt, bør vogte sin ryg.
Den retmæssige arving og Margretes biologiske søn, Kong Oluf, døde 10 år før unionen blev til, men da et chokerende rygte nåede slottets mure, måtte dronningen vælge mellem at følge sit hjerte eller sin pligt og sikre unionens fred.
I et sandt ”Game of Thrones”- og “Vikings”-inspireret set-up, instruerer Charlotte Sieling et flot historisk drama, der uden tvivl kan leve op til de internationale succesfulde tv-seriers middelalder-univers både i kostumer, musik, cast og drama.
”Margrete den Første” er et udtryk for en fortid, der taler godt ind i nutidens debatter omkring ”Me-Too” og kvinders stilling i samfundet, og filmen skildrer den viljestærke, overtalende og rationelle dronning, hvis svage punkt er kærligheden til sine børn.
Trine Dyrholm viser, hvor dygtig og alsidig hun er som skuespiller, og en frygt for en kedelig affære med Dyrholm i endnu en rolle som en stærk kvinde blev gjort til skamme.
Trine Dyrholm giver på imponerende vis Dronning Margrete I en troværdighed i skildringen af et ægte menneske.
En dronning, der har lært at iscenesætte sig selv, og med ganske små ansigtstræk og midler gør hun Margrete til en dyb, sympatisk og samtidigt handlekraftig og politisk kvinde.
På ingen måde bliver man træt af Trine Dyrholm på skærmen, og sammen med et stærkt cast med Søren Malling som Biskop Peder, Morten Hee Andersen som Erik af Pommern og Jakob Oftebro som manden fra Graudenz er dette nervepirrende historiske drama i særdeleshed medrivende og veludført.
Episoden fra 1402, som hele filmen bygges på, er reduceret til en mystisk fodnote i danmarkshistorien, men fortællingen udfoldes overbevisende på lærredet, og ”Margrete den Første” bliver et hæderligt bud på, hvad der kan være sket.
Spændende er det at komme ned bag fodnotens uløste gåde.
Om en mand fra Prøjsen, om en dansk dronning, der regerede på trods af sit køn, og om prisen for at være en stor statslig leder.
”Margrete den Første” er et flot udført drama, hvor der kun kunne savnes en bredere skildring af middelalderens grusomme samfund, der kunne stå i kontrast til de mange, lange dialoger.
Dette kunne have givet historien endnu mere nerve og samtidigt ville karakterende fremstå som at have endnu mere på spil.
En anbefalelsesværdig film, der, for en dansk produktions vedkommende, er overraskende flot udført.
Fotografer: Rasmus Videbæk, Dušan Martinček, Zuzana Panská og Julie Vrábelová
Film
- "Margrete den Første"
- Drama, Dansk
- Instruktør: Charlotte Sieling
- Manuskript: Jesper Fink, Maya Ilsøe & Charlotte Sieling
- Medvirkende: Trine Dyrholm, Søren Malling, Morten Hee Andersen, Jakob Oftebro, Bjørn Floberg, Magnus Krepper, Thomas W. Gabrielsson, Agnes Rase, Simon J. Berger, Paul Blackthorne m.fl.
- SF STUDIOS
- Varighed: To timer, frarådes børn under 11 år
- Danmarkspremiere 16. september 2021, bl.a. i Biffen Nordkraft og Nordisk Film Biografer.