Mørck er blevet rigtig knudemand

Film - "Marco Effekten"

Hvad har en flygtende romadreng at gøre med en pædofildømt svømmelærer?

Kriminalkommissær Carl Mørck er tilbage i form af Ulrich Thomsen, der har overtaget rollen fra Nikolaj Lie Kaas, i spidsen for afdeling Q – henlagte og uopklarede sager.

Mørck er hjemsendt efter at have været tæt på et traumatisk selvmord, men får snart listet sig tilbage til sin assistent Assad (Zaki Youssef) og sekretær Rose (Sofie Torp).

For han bliver sindssyg af at sidde derhjemme.

Så er det godt at en ung romadreng Marco (Lubos Oláh) er blevet snuppet ved grænsen med et pas tilhørende en vis William Stark, en efterlyst familiefar. Han forsvandt for fire år siden, efter at være blevet anklaget for at have pillet ved, måske voldtaget, en 13-årig svømmepige.

Sagen blev lukket efter kun 14 dage, og nu får Carl og co. to dage til at opklare den. Her er mange spor at gå efter. Stark arbejdede i Udenrigsministeriet og blev sat til at undersøge svindel med ulandsbistand, og måske har hans forsvinden noget med den sag at gøre.

Nu skal filmen bare have det hele til at hænge sammen, og der bliver budt på god underholdning med tempofyldte overraskelser, mens historien snor sig fremad mod den endelige plotafsløring.

For selvfølgelig gemmer der sig mere højere oppe i samfundspyramiden i denne fortælling om ulandsbistand, pædofili, finansverden og en klan af romaer, der gør det i lidt af hvert, hvad angår kriminelle aktiviteter.

Angiveligt var det på serieforfatteren Jussi Adler-Olsens bud, at det oprindelige makkerpar Nikolaj Lie Kaas (Mørck) og Fares Fares (Assad) blev skiftet ud, efter at de første fire film succesfuldt var blevet set af knap 3 millioner.

Adler-Olsen ville gerne have en mørkere tone, mere trofast over for hans litterære forlæg.

Det er på sin vis lykkedes. For Ulrich Thomsen spiller rollen mere nedbrændt og plaget end Kaas. Evigt nikotintyggegummi-tyggende. En nedgroet negl. Overtræder de mest almindelige kendte høflighedsformer i sin jagt på resultater. Fåmælt knudemandsagtig, men også mere kedelig, stenfjæseagtig og forudsigelig.

Han har simpelthen et mindre register som skuespiller end Kaas.

Overfor ham skal Zaki Youssef i rollen som Assad være den forsonende, forstående. Den menneskelige strømer, der forsøger både at forstå Carl og samtidig få fat i de skyldige.

Men igen - her mangler lidt magisk magi i samspillet.

Kaas og Farres var et godt makkerpar i filmrollerne. Kunne få et forsonende element klemt ind. Der var plads til humor og flade vitser. Nu er al værkstedshumor næsten barberet væk, og tonen mere desillusioneret.

Filmen holder sig længe til en ganske realistisk, hverdagsagtig skildring. Opklaringen snegler sig afsted, Carl forfalder til lange enetaler om sig selv og sagen. Og reparerer selvfølgelig sig selv om morgenen med et par treo i kaffekoppen rørt ud med en kuglepen.

I de sidste 20 minutter bliver actiontempoet så sat gevaldigt op, og i bedste pistol-selvtægtsstil drager Carl og Assad afsted for at skaffe retfærdighed. Historien kammer faktisk over i en slags dansk-amerikansk action.

Ganske melodramatisk når eksempelvis et mord foregår til de dystre toner af Bachs dødsmesse i mol. Men også underligt jappet og forhastet i forhold til den foregående langsomme plotopbygning.

Men det kræver jo også sit at skære 500 sider ned til to timers filmdrama. Kulørt og godt gammeldags voldeligt bliver det til sidst.

Så måske Jussi nikker godt tilfreds, mens Carl til slut sidder og deler en velfortjent smøg med sin gamle, lammede makker Hardy henne på plejehjemmet.

Men jeg kan godt tvivle.