Plejebarn møder ond nisse

”Malous jul”

Knas og gran, glimmer og julehjerter, risengrød og kravlenisser. Al den oppustede julehygge siger ikke den 14-årige Malou (Karla My Nordquist) en fucking skid.

Da filmen åbner, er hun på vej til øen Lunø, sammen med sin sagsbehandler for at komme i familiepleje hos Bibi (Jytte Kvinesdal) og Leif (Ulver Skuli Abildgaard), der er sådan nogle inderlig, godhjertede jydemennesker med hvert sit hjerte af det pureste guld.

Men se, om Malou kan se det. Det er ellers hendes sidste chance – ”hvis det her ikke fungerer, er der ingen, der vil ha´ dig”, lyder truslen.

Som om Malou ikke er fucking ligeglad. Hun hader sit julepyntede værelse, og hun skal bestemt ikke have noget at spise - allermindst risengrød. Får hun bare den allermindste chance stikker hun af til sin halvsøster i Roskilde.

Sådan går det jo ikke, for vi skal jo julehygge i denne folkekomedieagtige julefilm, hvor crooneren Gustav Winckler – er der nogen, som kan huske ham? – synger julesange i dampradioen, mens Bibi rører i grøden, og Malou prøver at slippe væk fra det hele med heftig rap inde i sine uundværlige hovedtelefoner.

Heldigvis viser det sig, at den nisse, der rent faktisk bor op på loftet i form af Nils (Lars Ranthe), er en vred, vrissen fætter – ond simpelthen. Malou slutter en skæbnesvanger pagt med ham, der skal sikre, at hun for altid bliver bandlyst på øene og aldrig mere vil få lov til at komme tilbage til sine rare plejeforældre.

Skuespillet er renskuret folkeligt, jordnært og sine steder ganske forfærdeligt - især i begyndelsen hvor vi skal lære Bibi og Leif at kende som varmhjertede, omfavnende figurer, der vil gøre alt for deres stakkels storbypige.

Manuskriptet er domineret af så fladtrådte replikker og klicheer, at det gør ondt, når de bliver leveret med tydelig teaterdiktion. ”Vi har lavet et hyggeligt værelse til dig”, ”Kan du ikke lide æbleskiver, ”Første nat et nyt sted er aldrig nemt”, lyder nogle stykker.

Nej, og det er heller ikke nemt at holde denne tutte-nuttede fjolletone ud, hvor almindeligheder står i kø for at komme ud af munden på de indforskrevne skuespillere.

Selv børnehavebørn vil synes, at det er for enfoldigt og lamt, selv om Malou i form af Karla My Nordquist med sit evige fucking og ”er det fint at være en bonderøv” prøver at signalere storby og coolness.

Det virker bare lige så påtaget, som det falske vatskæg julemanden har på henne i dit lokale stormagasin.

Nå, det hjælper lidt, efterhånden som historien udvikler sig. Enkelte scener er faktisk sjove på den småkiksede måde. Lars Ranthe er ond og småkantet overspillet, mens Malou forvandler sig fra ”iskold-røven” problembarn til sød og rar og såmænd ganske ferm med en motorsav.

Tror vi på det? Nej, nej - bestemt nej. Men den gode vilje sejrer jo til sidst, mens kunstsneen drysser ned over et kæmpemæssigt juletræ, som alle danser om – nu det jul igen, og nu det jul igen, og julen varer lige til påske ...

Julefilm for børn under 10 år – de ældre vil græmme sig for evigt, hvis de bliver tvangsudskrevet til det her.