Uheldssvanger treenighed

FILM -”Madame Ida”

Det er en ganske formidabel debutfilm som instruktøren Jacob Møller her har skruet sammen. Sær, melodramatisk og fornemt filmet og spillet.

15-årige Cecilia (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) er børnehjemspigen, som er blevet gravid. Og filmen åbner, da hun bliver slæbt til konfrontatorisk afhøring –”hvem af drengene har gjort det mod dig?”

Men hun tier. Og allerede her i de første scener brænder den unge Flora Ofelia Hofmann Lindahl igennem i rollen, som det forsømte barn, på en gang både lydig og trodsig, men også med et kærlighedsunderskud på størrelse med Råbjerg Mile.

Og det ovenikøbet uden endnu at have sagt et ord.

Snart bliver hun kørt til den herskabelige villa Aurora, hvor husets herskerinde Ida (Christine Albeck Børge) har indgået en aftale med børnehjemmets udsendte.

Cecilia skal føde her, og så kan Ida få barnet med det samme, og derefter kan Cecilia vende tilbage til børnehjemmet. Husets tyende - den ældre husholderske Alma (Karen-Lise Mynster) sørger for måltider og en vis form for regelmæssighed i det forfaldne, men prægtige kaos, som Ida lever i.

Neurotisk, evigt cigaretrygende, alkoholiseret og samtidig ganske indsmigrende venlig lykkes det hurtigt for Ida, godt spillet af Christine Albeck Bør, at tø den unge kvinde op. Delvis understøttet af sin skarptskuende Alma, der dog har sine betænkeligheder.

Et sært fællesskab med højtlæsning, amatørskuespil formet som græsk tragedie og fælles måltider skaber en dirrende stemning af, at det går måske alligevel godt det her.

Men under det hele lurer det bombe-tikkende spørgsmål:

- Hvorfor vil Ida egentlig have et barn?

Selvoptaget som hun jo er – drømmende om fortidens lystige, uforpligtende fællesskab med fest, druk og dans.

Det er godt spillet – ikke alene af Flora Ofelia Hofmann Lindahl – som vi tidligere har nævnt.

Men også af Karen-Lise Mynster som det mandhaftige, viljestærke anker, der i årevis har holdt sammen på sin Ida og ikke har svært ved at gennemskue Cecilia.

Kammerspillet mellem de tre er i top, overbevisende og sjæleudkrænkende, men så skifter filmen pludselig spor. Et stort middagsselskab med Idas gamle venner udvikler sig med en gedigen afsløring. Ellingtons junglejazz og borgerlighedens dekadente opløsning leger tagfat.

Ida i form af den stadigt mere udfarende, desperate og febrilske spillende Christine Albeck Børge vil ud af sin selvvalgte isolation i villaens hengemte tidssløjfe, og det får fatale følger. Det er også her filmens realistiske tone for alvor får et knæk.

Selv om jeg holder meget af de der krabbende krabber, som igen og igen demonstrerer, at der er noget rygende galt. Både i knoppen på Ida og i vort samfund.

Billedsiden ligner sine steder maleren Vilhelm Hammershiøs nedtonede interiører i farven. Blot er den gamle herskabsvilla her et virvar af bogreoler, udstoppede dyr, aflåste rum, klaver og evigt tændte lamper, så en klaustrofobisk uheldssvanger stemning hele tiden lægger sig over scenariet.

Understøttet af musiksidens skiftevis skæbnesvangre og så alligevel sine steder fest-ubekymrede anslag.

Det er Bergmansk drama – et skævvredet poetisk drama sat i både dur og mol. Om ansvarlig menneskelighed og det modsatte, ungdom, lidenskab, svigt og skæbne.

En ganske anderledes film og en fornem debut. Og ualmindelig godt skruet sammen – især i filmens første halvdel før, der går melodramatisk overspil i filmen.