Fremragende fortolkning

FILM: "The tragedy of Macbeth"

Dette er en film af Cohen. Normalt er Cohen i den forbindelse en flertals-form: Brødrene Cohen. Ethan og Joel Cohen. Det er i øvrigt også et kvalitetsstempel. Parrets ringeste film er normalt fremragende, og deres bedste er de rene mesterværker.

Denne gang er filmen alene lavet af Joel Cohen. I hovedrollen finder vi - som sædvanligt - hans kone, Frances Mcdormand. Hun er også genial, men altså som skuespiller. Hun spiller rollen som Lady Macbeth, som er en af de mest eftertragtede roller man kan give til en kvindelig skuespiller. Den er svær og udfordrende, for Lady Macbeth er bestemt ikke en helt i gængs forstand. Hun er en snu, udspekuleret og ondskabsfuld satan, der bliver vanvittig til sidst.

Denne anmeldelse handler med andre ord om filmatisering af Macbeth. Altså Shakespeares historie om den gale konge af Skotland.

Lad os lige tage et referat af den historie:

Macbeth er thane. Det ved de fleste danskere næppe hvad er, men det er en skotsk adelsmand/ridder i middelalderen. Thane er kongens betroede. Man kan sige, at han er en slags guvernør ude i provinserne.

Macbeth er også en krigshelt. Og kongens yndling. Kongen skal besøge Macbeth hjemme på borgen. Det er en stor ære at få besøg af kongen. Macbeth rider i forvejen hjem, og det gør han i selskab med Banquo. Hans allerbedste ven.

På vejen møder de tre hekse. De kommer med en spådom: Macbeth vil blive konge af Skotland. Og mens Macbeth soler sig i den profeti, siger de samtidig til Banquo, at han vil bliver forfader til en masse konger.

Macbeth er vel i grunden (i starten) en hædersmand. Det var de adelige jo dengang. Men han fortæller historien til sin kone. Og hun har bestemt ikke noget imod at blive dronning over Skotland. Så hun presser sin vægelsindede mand til at gøre det unævnelige: Slagte kongen og hans sønner. Tage tronen.

Én ting er, at man er blevet konge under lumske omstændigheder. En anden ting er at vedligeholde magten. Det kræver flere mord. Mange flere mord.

Historien er klassisk. Men historien er også virkelighed. Der sidder mangen en Macbeth rundt om i præsidentpaladser overalt i verden: I Syrien. I mange arabiske lande. Overalt i Afrika, de fleste steder i Asien. Derfor kan historien sagtens tåle at blive fortalt igen. Og igen. Det er en historie, der er indspillet som film utallige gange siden 1906. Senest for seks år siden.

Denne film skiller sig ud. Det er en god film, men det er ikke en nem film.

Først og fremmest er der sproget: Der tales middelalder-engelsk. Det et et sprog med omvendte ordstillinger, med masser af sproglig ekvilibrisme, med ord der ikke bruges i dag (fx: Thane).

Normalt når jeg ser engelsksprogede film, så lytter jeg, og bruger de danske tekster som sikkerhedsline. Her var jeg nødt til at læse underteksterne grundigt, for at forstå. Tillige røg underteksterne over lærredet nogle gange i raketfart.

Så er der formatet: I starten er filmbilledet kvadratisk. Siden bliver det udvidet. Men vi er aldrig ude i bredformat. Denne film kan ses på verdens ældste sort-hvid tv.

Ja - filmen er også i sort-hvid. Nogle gange med aldeles tindrende skarpe billeder. Andre gange er folk ude af fokus i scenens start. Herfra vandrer de ind til fokuspunktet og gør, hvad der skal gøres.

Scenografien er i øvrigt også mageløs: Det meste foregår i middelalderborge. Men disse middelalderborge er med store flader. Der er ekstremt højt til loftet. Overfladerne er blanke med pudsede sten. Ikke tilhuggede kampesten, som vi kender det fra den virkelige verden.

Lad os også lige vende skuespillet. Der foregår overalt i verden diskussioner om, at man skal være woke, som det hedder på nudansk. Det betyder, at rollen som jøde skal spilles af en jøde. Rollen som transperson skal spilles af en transperson. Rollen som sort skal spilles af en sort. 

Og ve den stakkel, som ikke overholder den uskrevne, moderne woke-lovgivning.

Macbeth? Ja han spilles så her af en sort skuespiller. Ja der er faktisk ganske mange sorte skuespillere i dette drama, der udspiller sig i Skotland i den sorteste middelalder.

Om disse sorte skuespillere skal betragtes som en kommentar til tidens woke-debat, ved jeg ikke. Men forfriskende er det.

Filmen kan også sagtens ses for den fremragende skuespil. Denzel Washington og Frances Mcdormand er geniale i rollerne som her og fru Macbeth. Kathryn Hunter spiller de tre hekse. Hold nu op hvor også hun er skræmmende god.

"The tragedy of Macbeth" er bestemt ikke en tjubang-film. Det er ikke en nem film. Men det er en fremragende fortolkning af Shakespeares tekst.