Morderisk tomgang

FILM - ”Lykketræf”

Sådan myrder de rige. Det kunne være et andet bud på en overskrift til den amerikanske filminstruktør Woody Allens film nummer 50.

En historie om den kontrollerende og besidderiske forretningsmand Jean (Melvin Poupaud), der er så glad, så glad for sin kønne trofækone Fanny (Lou de Laâge).

Næsten lige så glad, som når han kører med sin kæmpe Märklin-modeltogsbane for at slappe af.

En dag dumper Fanny tilfældigvis ind i den krølhårede Alain (Niels Schneider). En gammel gymnasiekammerat, der nu er blevet forfatter og som er i Paris for at skrive på sin nye roman.

Alain var virkelig alvorlig skudt i Fanny dengang, og det er han såmænd stadig væk, og næsten før du når at tænke tanken, indleder de to selvfølgelig en affære. I hans romantiske taglejlighed, når hun holder frokostpause fra det der celebre auktionshus, hvor hun arbejder til daglig.

Nøj, hvor har hun det svært. Skal hun fortælle det til sin besidderiske ægtemand? For helt ærligt er hun ikke begyndt at kede sig i sit velpolstrede rigmandsægteskab? Og diamantringe, det er jo faktisk ikke rigtig noget for hende.

Men når nu Jean insisterer, så trækker hun da nødtvunget sådan én på fingeren. Men altså nødtvungent.

For et må hun og alle andre indrømme – Jean er både rig og tiltrækkende, selvom der var et eller andet med en samarbejdspartner, der pludselig forsvandt på mystisk vis.

Så går det derudaf. Overfladisk konversation ved stilfulde selskaber, hvor de rige drikker hvidvin og snadrer sladderagtigt. Og vil du ikke med en tur til Polynesien?

De rige lever et kedelig liv, men så er det da godt, at der er foie gras, frølår og rigeligt med Bourgogne at skylle det hele ned med.

Woody er jo kendt for sit sarkastiske vid, men problemet med den her film er, at det for det meste ender i en udvendig tomgangsskildring af disse sært endimensionelle og uvirkelige mennesker.

Melvin Poupaud overspiller slesk og slemt som ægtemand med psykopatiske træk, mens Lou de Laâge blot skal være utrolig Bambi-uskyldig naturlig som trofækone.

Det klarer hun såmænd meget godt, men er det troværdigt? Og krøltoppen – forfatteren - er så klicheskildret, at det gør ondt – ”det største geni er poesiens geni”.

Nå, heldigvis er det også blevet plads til Fannys snusfornuftige og krimilæsende mor Camille (Valérie Lemercier), og hun kan både sin britiske Agatha Christie og Maigret-forfatteren Georges Simenon.

Så mens vi er ved at få forstoppelse af al den gode hvidvin og rigmandspludren, går der sådan gammeldags krimi i filmen.

Men de der lejemordere. Grimme som et afskallet østeuropæisk betonhotel – de er da så meget kliche, at det gør ondt. De må være fundet på et lager for afdankede B-skuespillere.

Det hele er svøbt i laber loungejazz med plads til xylofon, Hammond B3 og dæmpet trompet. Og det hele er lige så sandsynligt som, at vores statsminister Mette Frederiksen (S) skifter parti til Enhedslisten.

Hvem har t-shirt på, når de elsker? Psykopaten og trofækonen. Hvem har bh på, når de elsker? Trofækonen, men ikke forfatteren.

Du kunne få lyst til at citerer Eddie Skolers fordanskning af franske Jaques Brels vise ”bourgeoisiet er nogle fede svin, jo federe de blir', jo mere er de til grin”.

Det er film, som vil være let, elegant og fiks, men ender i underlig, gabende tomgang. Selv om krimi-delen da har sine øjeblikke.

Woody Allan har haft det alt for sjovt med holde sine karakterer ud i strakt arm som påklædningsdukker, og de kryber aldrig rigtig ind under huden på én med lidenskab og passion.

- We are not amused, som Dronning Victoria skulle have sagt engang. Allan plejer at være garant for subtil ironisk humor, men fremtræder her mere som en plaget, rutinepræget ronkedor. I denne postkort-lækre filmatisering af Paris.

Mest en film for dedikerede, virkelig dedikerede fans af den 88-årige instruktør.