Mod det uendelige....

FILM: "Lightyear"

Du må endelig ikke tro, at denne film har noget som helst med den elskede figur fra Toy Story-filmene at gøre. Jovist hedder han det samme. Han ligner på en prik. Konstant gjalder kampråbet "Mod det uendelige univers". Men det er også det eneste. Filmen kunne lige så vel have hedder "Øbberbøv på nye rumeventyr".

Da Pixar fik sit globale gennembrud med "Toy Story" i 1995 var denne anmelder solgt. Jeg kårede filmen til historiens  bedste og sjoveste animationsfilm. Det mener jeg stadig.

Siden kom en 2'er og en 3'er - stadig geniale film. For fem år siden fulgte så en 4'erer.

På grund af en sindssyg høj kunstnerisk ambition, på grund af en galskab, der gav genialiteten frit lejde, på grund af nogle karakterer som var helt utroligt elskelige blev det en succes. I løbet af få år overtog Pixar tronen efter Disney som verdens bedste. Da Disney længe nok skuttet sig over nederlaget endte de med at købe Pixar. Det var ikke det bedste, der kunne ske for originalerne.

Med denne film er ambitionerne rent kunstnerisk skruet ned på vågeblus. Til gengæld er de økonomiske ambitioner gigantiske. Selv om det nu er en Disney-film, med Pixar-aftryk, så er det en Disney-film langt under selv Disneys kvalitetsmæssige niveau. Og vi oplever end ikke skyggen af Pixars ekstrme originalitet. Bortset fra et sted:

Det sted er jeg dog jublende glad for: Lightyears chef og ven er lesbisk. Hun kysser kæresteni et splitsekund. Før børn med hende. Og børnebørn følger også. Det er fedt, at de tør det. Det er vaskeægte Pixar-tænkning.

Filmen handler om en spaceranger, der nødlander med sit rumskib på en fjern planet befolket af (eller hvad man nu kalder det) kødædende planter og aggressive insekter. Derfor skal Buzz forsøge at få dem væk derfra. Og det bruger han næsten 100 år på. Ja - du læste rigtigt - 100 år. For når man nærmer sig lysets hastighed, så står tiden stille. For eksempel er Buzz på en prøveflyvning af fire minutters varighed. Men i det virkelige liv varer det fire år.

En morsom detalje er, at filmens rumfjender har et stort Z på såvel rumskib som deres t-shirts. Vi siger tak for den detalje, selv om filmen er lavet før russernes invasion af Ukraine.

En noget mere kritisk detalje er, at Buzz møder en ældre udgave af sig selv. Vel at mærke en noget mere moralsk anløben udgave. Det holder simpelthen ikke, for vi ved jo, at Buzz' moralske kompas altid er i orden.

Jeg må også sige, at jeg i den grad savner Thomas Ejes stemme til Buzz Lightyear. Det er helt forkert.

Filmen handler naturligvis om sammenhold og kammeratskab. Den handler om at stole på sig selv. Og den handler om, at man kan meget mere, end man tror.

Der er gode, sjove replikker undervejs, men jeg er bange for, at mange af dem flyver under radaren i børnehøjde.

Men skal du have børnebørnene med ind at se disse løjer, så find de gamle film frem først, så man kan genkende figuren. De er i øvrigt også meget bedre, og så kan du jo hygge dig med at gense dem. Filmen "Lightyear" giver dog ikke lyst til en gensyn. Nu er jeg ved at nå slutningen af denne anmeldelse, og jeg har næsten glemt filmen.