Banal feel-good

FILM - ”Lidt ud over det sædvanlige”

En fransk komedie. Veltilberedt i typisk folkekomedie-stil med plads til en sentimental tåre eller to.

To smykketyve, Paulo/Sylvain (Victor ”Artus” Solaro) og Lucien/Orpi (Clovis Cornillac) flygter febrilsk fra politiet og søger ly i en handicapbus på vej på feriekoloni.

Her møder de handicapgruppens smækre kvindelige leder Alice (Alice Belaïdi), der tror, at netop Paulo er den sidste og forsinkede, fysisk og mentalt udfordrede, som skal med på sommerferie.

Fjollet og fjoget, som han ser ud med bredskygget solhat og små-chubby i tætsiddende t-shirt.

Så er vi afsted med hele kylleret af Marc, Baptiste, Théophile, Ludovicl, Marie, Soso og alle de andre, som spiller sig selv. Eller rettere er udvalgt til at gøre det.

Hver med deres handicap eller udfordring, men naturligvis smaddersøde og viser det sig slet ikke dårlige til at gennemskue vore to kriminelle.

Gæt så hvad der sker? Jo. Ikke ganske overraskende viser det sig, at vores to tyve bliver bedre mennesker i løbet af sommerferien derude i det skønne ferielandskab.

Hvor Orpi i form af Clovis Cornillac skal fungere som handicaphjælper, mens Victor ‘Artus’ Solaro – i øvrigt også filmens instruktør – lærer at virre med hovedet, stikke tungen i kinden og gentage sig selv, når han taler.

Så han ikke bliver afsløret, eller afslører sin makker.

Det er folkekomedie med en lille smule overspil. Det skal der jo til, så alle kan være med. Clovis Cornillac er ikke helt dårlig som småhårdkogt kriminel, der ikke gider alt det der hensynsbetændelse.

Mens Victor Solaro mest giver den som bamserar mand, der efterhånden tør op og kommer nærmere sine egne følelser i samværet med de ”usædvanlige”.

Filmens pointe er ikke uvæsentlig, men er måske også blevet fortalt bedre og mere vedkommende et par film eller tre før.

Altså at handicappede også er mennesker. Nogle mere skarpe og intelligente end andre.

Men alle har de – ligesom os andre – et følelsesliv. Kan blive forelskede, blive kede af det, græde og grine. Og drømme om kærlighed og et lykkeligt liv.

Sådan som vi andre gør.

Det er først og fremmest ensemblespillet, som løfter filmen. Altså filmens alternativt begavede skuespillere. Eller hvad for en etikette du nu vælger at hænge på de her mennesker, som vi ikke længere blot rubricerer som ”evnesvage”.

Det er dem, som bærer og gør filmen interessant.

Men sikkert også fordi navne som Victor Solaro, Clovis Cornillac, Alice Belaïdi og stand-upper Celine Groussard i rollen, som handicapgruppens anden småskøre leder, er kendte og populære i Frankrig.

Endelig tillader filmen sig ganske uhæmmet at binde en jule-sentimental happy ending på alle løjerne.

Filmen har været en kæmpesucces i hjemlandet. Set af 10 millioner. Så mon ikke en enkelt eller to vil snige sig ind og se den herhjemme?