Bare venner eller hvad?

Film  - ”Licorice Pizza”

En helt vidunderlig åbningsscene folder sig ud i denne films allerførste minutter, hvor den bumsede, småbuttede Gary (Cooper Hoffman) ramt af forelskelsens lyn lægger an på kamera-assistent Alana (Alana Kane).

Med sangerinden Nina Simone syngende bagved gør han sig de ihærdigste anstrengelser for at få en aftale, kontakt eller måske en drinkaftale med den skønne med brystvorterne struttende kækt gennem t-shirten. Men hun afviser – latterligt at forestille sig, at hun skulle date en 10-årig yngre mand – nej, undskyld knægt.

Så er vi i gang med en ganske rablende, anderledes og forunderlig film.

Hvor komedie med absurde elementer giver farve til skildringen af teenagelivets besværligheder med kærligheden, og samtidig rammer tidsånden, de tidligere 70’ere i USA, lige så præcist som en sylespids sko i røven på en fortumlet myg.

Gary er tidligere barneskuespiller og vil gerne den vej med sit liv, men ødelægger sine chancer ved et tv-show, hvor han har fået Alana med som sin værge til New York.

Hun brænder til gengæld lidt varm på den kønne Lance, mens Gary har svært ved at skjule sin jalousi.

Nå, heldigvis får han gang i tidens hotteste nyopfindelse, nemlig vandsenge, og får Alana hyret som pr- og alt-mulig-medarbejder i sit firma, ”Fede Bernies Vandsenge”. Du ved dem med våd bund! Så kan de to jo gå og kaste blikke efter hinanden - alt imens de stædigt holder fast i, at de bare er venner.

Det er glimrende spillet af de to hovedrolleindehavere. Cooper Hoffman rammer på imponerende vis den unge teenagermands selvsikre tro på sig selv – det er bare hans skæbne at skulle være showmand og intet kan stort set ryste ham i den tro.

Jo, en enkelt kvinde. Nemlig Alana i form af Alana Kane som på imponerende vis, ser direkte gennem ham, men også under facaden finder noget hun godt kan lide.

De to sammen er varmt og sødmefyldt skuespil, men også med god plads til heftige skænderier og uoverensstemmelser med underliggende turteldueromantik. De næbbes ganske alvorligt, altså kan det ikke gå helt galt med de to.

Det er en film, der traver i solide fodspor efter eksempelvis en kultklassiker som ”American Graffiti”. På en gang både rørende, komisk og alvorlig i sin undersøgelse af teenagelivet. Samtidig med at den ganske surrealistisk og absurd skildrer det omgivende samfund dengang. Med et gevaldigt glimt i øjet og med indlagte spøgefuldheder.

Bid mærke i pølseboden – ”Cupido Hot Dogs” – opkaldt efter den romerske kærlighedsgud med bue og pil, og sådan punkterer filmen igen og igen datidens samtid med både satirisk skarpe og lattervækkende scener.

Blandt andet ved hjælp af et imponerende hold biroller, spillet af gode amerikanske skuespillernavne. Sean Penn i rollen som kendt filmfrikadelle bliver lokket til at udføre et dumdristigt motorcykelstunt af den markedsskrigende Rex Blau (sangskriver Tom Waits). 

Eller hvad med Bradley Cooper som skingrende skør hippie og kussejæger, der kommer sammen med ingen mindre end Barbra Streisand. Han blæser bare totalt skræmmende igennem i den rolle.

Det hele er hyldet ind i ren frydefuld musikalsk nostalgi med plads til både Doors, Paul McCartney med Wings, David Bowie med flere. Komik og alvor, platheder og tårer bliver blandet på ganske hjerteskærende vis i denne undersøgelse af kærlighedens veje og ikke mindst vildveje.

En både fascinerende og kraftfuld film, der igen og igen overrasker i sin skildring af en uskyldig tid, der også havde sine ganske mørke sider. Men kærligheden overvinder jo det meste, ik?