Skræmmende fabel

Film - ”Lamb”

Helt ærligt er det sådan en film, du ikke aner, hvad du skal mene om. På en gang sær og skræmmende, men også sært livsbekræftende.

Vi er på Island. En snestorm hyler om en ensomt beliggende fårefarm. Det er juleaften, og fåreflokken holder varmen inden døre. Et naturvæsen, en ånd, kommer på besøg.

Vi aner ikke, hvad det er. Noget overnaturligt, mægtigt kan vi forstå på den buldren og stønnen, som lydsiden bidrager med. Men det kunne selvfølgelig også være stormens rasen.

Men da det bliver forår, og fårene skal til at læmme (føde - red.), sker det forunderlige. Et af lammene bliver født som en blanding af får og menneske. Det er sandeligen et mirakel.

Men et mirakel som først bliver afsløret langt henne i filmen. Den debuterende islandske filminstruktør Valdimar Jóhannsson holder os nemlig længe hen i denne historie – en blanding af skrækfilm, folkeeventyr og lærerig fabel om, at vi mennesker ikke kan kontrollere naturen.

Og hvis vi prøver at gøre det, bliver vi straffet.

Men det bekymrer ikke fårefarmens slidsomme og ensomme ægtepar, Maria (Noomi Rapace) og Ingvar (Hilmir Snær Guðnason). Du ser det på deres ansigtsudtryk, da de hjælper moderfåret med at føde. Og forstår at det er et helt specielt får, da Ingvar finder barnesengen frem ude i laden og slæber den ind i soveværelset.

Og udenfor står moderfåret brægende og vil have sit lam tilbage.

Filmen er ganske fantastisk i sin skildring af den islandske natur. Tågen, de mægtige bjerge, den strømmende elv og den der fornemmelse af, at der er  - eller at vi mennesker selv lægger noget overnaturligt – en mægtig styrende kraft ind i den natur, som omgiver os. Hvor skrøbelig og små vi mennesker dog er i forhold til naturen, hvis den pludselig byder ind med f.eks. en pandemi.

Maria – bare navnet bringer jo tanker tilbage til hende, som fødte vor frelser Jesus i en stald – bliver spillet overbevisende af Noomi Rapaca. Kølig, stærk og handlekraftig. Hun vil det ”barn”, som bliver en erstatning for den datter Ada, hun har mistet. Det er en stærk kvinderolle og stærkt forløst, når du ser, hvordan Rapace langsomt lader glæde få plads i sin karakters liv igen. Efter sit smertefulde tab.

Og det er som om, at parrets forhold tør op. Der kommer liv og håb i samlivet, selv om vi aner, at det kan være på lånt tid.

Overfor hende spiller Hilmir Snær Guðnason ægtemanden Ingvar. Tavs og indelukket. I begyndelsen i tvivl om det nu også er det rigtige at gøre – at adoptere lammebarnet. Sådan som hans fallererede rockstjerne-broder Pétur (Hlynur Haraldsson) giver udtryk for, da han uventet dukker op:

- Hvad fanden er det her?

Der er en film, som hylder moderskabet, båndet mellem mor og barn – skildret både dybt uforståeligt og surrealistisk og samtidig enkelt. For Maria vil ikke give op og forsvarer sin nye lykke med alle midler. Selv om hun sikkert godt fornemmer, at hendes nye lykke er unaturlig og truet af noget større.

Sådan som vi som tilskuere også aner, når vi i hendes drømmes mareridt ser vædderne med de lysende øjne kigge ondt på hende. Og hvad er det for en skikkelse med vædderhoved som Pétur ser i laden?

Det er en meget, meget sær film. Voldsom, truende, men samtidig også en slags horrorfabel, der understreger, at vi mennesker ikke bare ustraffet kan sætte os op mod naturens kræfter.

På en gang dybt realistisk i sin skildring af sliddet og parrets tavse arbejdsfællesskab, deres fælles fortabthed  – f.eks. bliver der ikke sagt et ord i de første 10 minutter - og samtidig fuldstændig syret uvirkelig.

Dristig, galgenhumoristisk, grotesk - en film, der sætter sit mærke i sindet.