Samisk modstand

Film - ”Lad elven leve”

Solid dokumentarisk film, ”bygger på virkelige hændelser”, om lærerinden Esters kamp for at vende tilbage til sine fortrængte samiske rødder og opvækst.

I efteråret 1979 får Ester (Ella Marie Hætta Isaksen) job som lærervikar i Alta. Hun bliver budt velkommen af sin mor og hendes norske ægtemand, der har sørget for lejlighed til hende.

Men snart dukker Esters fætter, Mihkkal (Gard Emil) op for at køre hende til hendes nye job og bolig. Iklædt samisk kofte og tydeligvis ikke så lidt af en torn i øjet for Esters ganske borgerligt konforme familie.

På vejen slår de lige et smut indenom om den ulovlige teltlejr med samiske aktivister og ligesindede norske hippier, der har slået sig med banner for at protesterer mod den kæmpedæmning, som den norske stat vil bygge ved elven Alva for at skaffe strøm.

Snart er Ester i gang med lærerjobbet og oplever til daglig den slet skjulte racisme overfor samerne. Lapperne, som de også bliver kaldt, der lugter af ”røg, sved, alkohol og skidt”.

Samerne bliver behandlet som og undertrykt som andenrangs borgere. Ester forsøger at tilpasse sig, men bliver også langsomt inddraget i den samiske modstand mod dæmningen.

Hun forsøger først skamfuldt at skjule sin samiske identitet, men går så tvivlende, tøvende og ængstelig ind i modstanden mod staten.

Hun bærer også selv på en personlig sorg over sin fars mystiske forsvinden. Den dag han pludselig ikke skulle fiske mere, men blot ryddede op i den nu faldefærdige fiskehytte tæt på elven.

Som et politisk lærestykke følger vi nu Esters forsøg på at tilpasse sig. At undertrykke sig selv og så måske alligevel gå under. Eller vælge at gøre modstand.

Ella Marie Hætta Isaksen gør det ganske dækkende i rollen som Ester. Tvivlende, usikker, men også pludselig stadig mere handlekraftig, efterhånden som de norske myndigheders ageren og overgreb skærper hendes politiske stillingtagen.

Civil ulydighed og ikke-vold-aktion som modstand mod dæmningen.

Mens Gard Emil spiller den i begyndelsen handlekraftige aktivist, der til slut alligevel ikke magter at bære det Kains-mærke – ”du er ikke lige så meget værd, som en nordmand er” – som samfundets racistiske undertrykkelse har forsynet ham med.

Rundt om dem er der masser af gode biroller, mens vi følger de samiske aktivister, når de slår deres telte op, lavroerne, op i Oslo nær Stortinget. Sultestrejker og forbereder sig til det endelige store opgør.

Fornemt filmet i den storladne norske natur, med multebær, endeløse vidder og rener, der græsser i midnatssolen.

Men også en personlig historie om ikke at fornægte sin egen baggrund og opvækst – jeg og du ville ikke være den samme, hvis vi fornægtede vores egen barndom, opvækst og fortid.

Men her er undertrykkelsen og den ”lille” daglige racisme så indgroet i samfundslivet, at du ikke kan undgå den. Medmindre du fornægter dig selv.

Ligesom kampen mod dæmningen ikke blot handler om modstand mod billig strøm, men om hvorledes den samiske befolknings livsgrundlag bliver fjernet og ødelagt.

For bestandig.

Bevægende film, fordi den kombinerer den politiske stillingtagen med et overbevisende kvindeportræt.