Vodka og hjertevarme

Film - ”Kupé nummer 6”

Tag med på en lang togrejse til Murmansk sammen med den russiske kulminearbejder Ljoha og den finske arkæologistuderende Laura.

To mennesker. Kvinde og mand. Bragt sammen ved en tilfældighed og lige så forskellige som vodka og urtete.

Laura (Seidi Haarla) lever i et lesbisk kærlighedsforhold i Moskva, og egentlig skulle hun og den litterære professor Irina (Dinara Drukarova) rejse sammen for at kigge på unikke helleristninger.

Men Irina er forhindret. Så Laura drager afsted alene, bevæbnet med notesblok og Sony-videokamera, og i sovekupeen møder hun så Ljoha (Yuri Borisov).

Han fejrer togafrejsen med et ordentlig papkrus vodka og snart ligner kupeen Beirut på en dårlig dag – i et rod af afgnavet pølse, mandarinskaller og tømt flaske.

Nå, men de skal jo lære hinanden at kende. Så den beruset-brovtende minearbejder lægger ud – hvad vil Laura dog i det lortehul til Murmansk? Hvor er hun fra? Sælger du din kusse?

Og andre følsomme spørgsmål, som ender med, at Ljoha gerne vil vide, hvad ”jeg-elsker dig”, mon hedder på finsk?

- Haista vistty, lyder svaret. Oversat betyder det  - rend mig i røven.

Se så er vi i gang med en ganske bevægende film. For de to unge er på hver sin måde ganske usikre på sig selv.

Og prøver på hver deres måde at skjule det. Uadtil.

Yori Borisov spiller sin minearbejder-rolle brovtende, beruset og tilsyneladende altid handlekraftig, mens Seidi Haarla i forståelig afsky både tager afstand og forsøger at få så lidt som muligt at gøre med ham.

Men rejsen er lang. Og under et togstop på besøg hos en ældre dame sammen med Ljoha tør Laura lidt op Og får udleveret ganske vodka-omtåget livsvidenskab af den russiske kvinde:

-Stol på dig selv og dit indre jeg. Ikke på far og mor eller andre.

Det er en ganske charmerende, skramlende togrejse vi er på.  Med walkman og synth-pop. Også anslået med det Roxy Music nummer, som møder os og Laura i åbningsscenen, hvor vi er til fest i ”kæresten” Irinas højloftede, bohemelejlighed.

- Love is the drug, that you’re looking for.

Det snedækkede og kuldslåede Rusland vi rejser igennem byder ikke på nogen komfort. Manglende vand på toilet, rustne skrammede biler og menneskerne, vi møder kan både være skræmmende, magtarrogante eller naturligt venlige og hjælpsomme.

Langsomt tør forholdet mellem arkæologistuderende og minearbejder op. Og der er ganske bevægende at se, hvordan den kantede og dog så følsomme minearbejder tør vise andre sider af sig selv. Og afdækker den lille dreng bag det barske ydre.

Mens Laura selv både får tid til at tænke over sit ”kærlighedsforhold” og samtidig begynder at se kvaliteterne i sin vodka-drikkende medpassager.

De to står og skal finde sig selv og deres egen vej i livet. Finde ud af at tackle problemer, skuffelser, situationer og mennesker. Så på den måde bliver togrejsen en udviklende terapirejse, hvor de kommer tættere på hinanden og sig selv.

Livet er ikke for amatører og byder på både skuffelse og nederlag. Men også glæde og samvær, når du mindst venter det.

Sådan som den umulige kærlighed mellem de to også spirer.

En charmerende og øm film. Vodka-terapi, der kører på skinner.