Miss Jazz og Keith

FILM - ”Köln 75”

Hvis du ganske simpelt trænger til at blive i godt humør, skal du bare gå ind og se denne her film.

Om ukueligt ungdommeligt gå-på-mod og skabelsen af den frie improvisations jazzmesterværk, ”The Köln Concert”, indspillet 24. januar 1975 af den amerikanske pianist Keith Jarrett i Kölns Operahus.

Men først skal du lige sige goddag til hans promotor Vera Brandes (Mala Emde). En ung 16-årig tysk gymnasiepige, fuld af peps og oprørstrang mod stort set alt.

Hun kommer i gang med booking, da hun end dag hører saxofonisten og den senere jazzklubejer Ronnie Scott spille på den lokale Gigis Isbar.

Hun får lavet en turné med ham, og snart tjener hun sine egne penge, får sig en lejlighed og lykkes stort set med alt, hvad hun rører ved. “Jeg kan ikke forestille mig at nogen kan sige nej til dig”, som Ronnie Scott er citeret for at sige i filmen.

Fornemt spillet i lange støvler og læderjakke af Mala Emde, som giver sin rolle lige det der tempofyldte, energiske og ukuelige humør, som kendetegnede det der 68-oprør, som faktisk strakte sig langt ind i 70-erne.

Hun er frigjort, sig selv og “tror ikke på faste kærester” og er i evig opposition til sin patriarkalske tandlægefar. Antiautoritær og oprørsk midt i en dysfunktionel familie. Portrættet af hende er vellykket, og snildt tilføjet et tidsbillede af samfundslivet, hvor der blev kæmpet for fri abort i det konservative, katolske Köln.

Sammen med hendes lige så sprælske veninde Isa (Shirin Lilly Eissa)

Så hører Vera jazzpianisten Keith Jarrett for første gang. Ved en solokoncert i Berlin. Og beslutter sig for at gøre det umulige. Booke ham til en solokoncert i Kölns operahus.

På en umulig dato. På et umuligt tidspunkt. Efter at operaen “Lulu” er færdig. Klokken 23 om aftenen. Og så skal hun stille et depositum på 10.000 mark. Penge hun ikke ejer og har.

Så træder filmen et skridt til side, og ind træder freelancejournalisten  Michael Watts (Michael Chernus), som i en bevægende optakts- og sidehistorie fortæller om sit første møde med den senere så verdensberømte jazzpianist.

Der bliver også tid til en lille historisk munter gennemgang af, hvad det der jazz handler om. Og hvordan det har udviklet sig fra bigband, over kvartet, trio og duo, videre til free jazz og så den totale fri improvisation – udmøntet i Keith Jarrets spil.

Total koncentreret, totalt afslappet og total uden anelse om, hvad han vil spille i aften.

Tømme hovedet og så sætte fingrene ned på de sort-hvide og lade det flyde. Scenerne med ham og journalisten er både humoristiske og samtidigt dybt indsigtsfulde.

Så nærmer journalisten og pianisten sig Köln, og nu bliver historien neglebidende spændende. Jarrett ved ikke, om han orker at spille, og så indfinder katastrofen sig.

På scenen står et øveflygel  - et beskadiget Bösendorfer, og ikke det tre meter lange og en halv ton tunge Bösendorfer Imperial, som aftalt.

I rollen som Keith Jarret gør John Magaro, det også glimrende, som den rygsmerteplagede musiker. Der hele tiden frygter at fejle og samtidig suger al lyd til sig – så et publikumshost føles som et slag i ansigtet.

Bid mærke i scenen, hvor han og journalisten er holdt ind til siden på vej i bil. En tidlig morgen, hvor de står og hører fuglekoret vække verden til live.

Mere må vi ikke afsløre. Men koncerten blev optaget, og hvis du ikke har hørt albummet ”The Köln Concert”, så køb det, lån det eller stjæl det.

Og ikke mindst. Gør dig selv en tjeneste. Gå ind se denne her film.

Det fortjener både Vera og Keith.