Kvinden, som blev væk

Film - ”København findes ikke”

Syg kvinde, syg kærlighedshistorie, syg film.

Mand møder kvinde og bliver sindssygt forelsket. Så forelsket, at han eller hun eller de to i fællesskab isolerer sig og afbryder al kontakt til familie og venner.

Sander (Jonas Holst Schmidt) og Ida (Angela Bundalovic) møder hinanden tilfældigt en dag, hvor han forfatterdrømmende står og kigger på bøger i et antikvariat i København.

Hun spejler sig i vinduesruden udenfor, han følger efter hende hen i biografen Grand. Ikke for at se film, men for at se på hende. Og så inviterer han på en kop kaffe.

Men nu er Ida forsvundet, og Sander er frivilligt gået med at at blive afhørt af Idas far Porat (Zlatko Burić) og hendes broder Viktor (Vilmer Trier Brøgger). I en stor faldefærdig herskabslejlighed.

Hvorfor afbrød Ida al forbindelse til venner og familie? Hvor hun gik på arbejde, og han bare sad hjemme og ventede og lavede ingenting.

- Vi låser døren udefra. Så du har tid til at fordybe dig.

- Det er fint, helt fint.

Langsomt - også for langsomt - får vi foldet deres forhold og afhængighed af hinanden ud. Han fuldstændig opslugt, umådeligt forgabt og tilfreds bare med at svæve rundt i en slatten gopletilstand.

Hun med hemmeligheder, han ikke kender, og som vi først langt hen i filmen får afsløret.

Afhøringen, den kontante udspørgen udgør motoren i handlingen. Zlatko Burić er god som den østeuropæiske patriark, bekymret over sin datters forsvinden – ”spiste hun ordentlig”, og som den følgagtige, tjenestevillige søn gør Vilmer Trier Brøgger det også dækkende.

I rollen som Ida har Angela Bundalovic ikke det store at gøre med rent replikmæssigt, men må nøjes med at spille storøjet mystik og uforklarlighed. Overfor hende er Jonas Holst Schmidt så den vege, udflydende forfatter, der går i ét med sin kvinde og tanken om den absolutte ”frihed” sammen uden kontakt med omverden.

Filmen former sig ganske fodslæbende uvirkelig, med masser af drømmeagtige smukke billeder af København. Skuespillet er i orden, og den er vakst og tæt klippet, hvilket delvist redder den langtrukne handling.

Da der endelig kommer boller på den stillestående kærlighedssuppe er det ganske forfriskende. Men det er ikke tilstrækkeligt til at redde denne selvsmagende fordybelse i en par-ensomhed, der står på et sært, sygt grundlag. Er det virkelig den sande frihed?

Hvad skal vi bruge det til? Hvad er filmens pointe?

Aner det ikke.