Knox er ved at miste grebet

FILM - ”Knox goes away”

Knox er lejemorder. En af de bedste. Men han er begyndt at miste taget og blive glemsom.

Det er ikke godt i udryddelsesbranchen, hvor du ikke skal efterlade dig spor, fingeraftryk eller dna.

Så Knox (Michael Keaton) går til læge og bliver scannet. Det er ikke Alzheimer. Det er langt værre. Creutzfeldt-Jakobs – en akut form for Alzheimers, der vil få ham til at glemme alt i løbet af nogle få uger.

Så Knox får rigtig travlt. Han vil realisere sine skjulte værdier, men forinden skal han lige have fikset et likvideringsjob med sin faste makker, Muncie (Ray McKinnon). Det går helt galt, tre ofre med fem skud, og et efterladt håndvåben.

Det stinker, og den skrappe kriminalassistent Ikari (Suzy Nakamura) stiller det logiske spørgsmål: - Hvis de tre udryddede hinanden, hvem slukkede så for bruseren bagefter?

Nu kan tingene vist ikke blive værre for vores lejemorder. Men jo. Pludselig står hans søn Miles (James Marsden) uden for døren.

Han har for mange år siden afbrudt forbindelse til sin far, da han fandt ud af, at den tidligere militære rekognoscering- officer var betalt lejemorder.

Men nu har han brug for fars hjælp. Miles har nemlig knivmyrdet en anden mand i affekt. Knox søger hjælp hos sin boss, Xavier/Jericho (Al Pacino). Med en plan, som detaljeret og krævende måske kan få sønnen til at slippe for en mordanklage.

Bemærk måske. For Knox kæmper desperat mod tiden, mens hans hukommelse smuldrer stadigt hurtigere.

Det er højelektrisk spændingsfilm med et af de bedste plot set på film i mange, mange år.

Samtidig blander filmen ubesværet knastør gangsterhumor, familie og forpligtigelse, med portrættet af Knox, der vil rydde op i sit liv og samtidig måske kan ”frelse” sin søn.

Michael Keaton, der også har instrueret, spiller rollen overbevisende, ubesværet i en blanding af ingen-tid-til-nonsens, klippehård lejemordspraktiker men også med et hjerte af guld for dem, han elsker og de få, som elsker ham.

Uden nogen menneskelig kontakt. På nær den polske prostituerede (Joanna Kulig) der kigger indenfor hver torsdag eftermiddag til betalt sex. Knox låner hende bøger fra sin bogsamling fuld af klassikere og udlægger gerne værkerne for hende.

Al Pacino spiller bagmanden i det kriminelle netværk, edderkoppen i spindet, siddende i badekarret med stort rødvinsglas, take-away og sin nyeste kone, russiske Ludmilla ved sin side.

Er han god i rollen? Kan han være andet!

Omkring de to er der masser af gode biroller. Suzy Nakamura er en af dem som kriminalassistenten med øje for den afslørede detalje og Sahara-knastørre bemærkninger, mens James Marsden spiller sønnen, som efter mange års uden en far må søge hjælp. Desperat og hjælpeløs.

Det er en film, der giver sig god tid til at få det hele til at gå op. Få puslespillet til ganske logisk og overraskende at falde på plads.

I en skøn og underholdende blanding af uvirkelighed, udnyttelse af alle de kendte ”mafia-gangster-underverden”- klicheer og samtidig med nærværende realisme.

Det er et godt manuskript, fyldt med gode one-liners – nyd scenen om konen, der myrdede sin mand ved at hælde lidt kølervæske i morgenjuicen – men også med indbygget skæbnealvor.

Du er aldrig helt sikker på Knox og hans motiver, gøren og laden, og det giver filmen en indbygget dirrende spænding til det aller- allersidste.