Oprørsrap på stoffer

Film - ”Kneecap”

Hylesjov og alvorlig i et og samme befriende hug. Med absolut grinegaranti, men også med en bitter, realistisk kerne.

Kneecap? Hvem i alverden kan finde på at opkalde en rap-trio efter den nordirske straffemetode - et invaliderende pistolskud i knæet - brugt både af Ulster loyalistiske og irske republikanske paramilitære grupper.

Og i nyere tid også anvendt mod stofmisbrugere og såkaldte asociale unge af irske selvtægtsgrupper.

Men det kalder virkelighedens Belfast-rappere samlet i ”Kneecap” sig altså. De spiller her under navnene Liam (Mo Chara), Naoise (Móglaí Bap) og JJ (DJ Próvaí) sig selv i filmen.

Filmen bygger på en række autentiske hændelser og vandrehistorier om trioen, og åbner typisk for filmens rablende og direkte stil, da Naoise som spæd skal døbes ude i skoven ved en hellig messe.

Britisk politi i helikopter afbryder ceremonien, fordi de tror, at de forsamlede tilhører en hemmelig skjult IRA-træningslejr.

Så er vi i gang med historien om de to utilpassede unge, Naoise og Liam, tilhørende en fortabt våbenhvilegeneration, der får til dagen og vejen ved at sælge stoffer, men samtidig også sørger for selv at få deres rigelige næsedel.

Under en narkorazzia må de to flygte, og Liam ender på politistationen, men insisterer under afhøringen på kun at tale irsk – altså gælisk – og her dukker den irske musiklærer JJ Ó Dochartaigh så op som tolk.

Han får tilfældigvis fingrene i Liams notesbog med gæliske raprim, falder for ord og rytme, og via en stribe tilfældigheder finder de sammen. For JJ har nemlig et lille garagestudie, hvor de tre nu sætter beats til.

Samtidig med at de er glødende republikanere, som vil gøre, hvad de kan for at forene Irland.

I et par gode biroller finder Naoises IRA-far og mor, spillet af henholdsvis Michael Fassbender og Simone Kirby. Han er officielt død, men lever under cover, mens hans forbitrede kone har isoleret sig hjemme i sofaen.

Der er garanti for befriende latterbrøl, hvis du er til grovkornet, irsk proletarhumor, mens handlingen drøner afsted. Samtidig virker politiets brutale chikane af den irske familie ganske troværdig.

Så mens det rådne magtsystem bliver udstillet, må vi samtidig vride os af grin over disse oprørske unge - fanget i ”posttraumatiske efterdønninger” – opvokset i et splittet og voldeligt Nord-Irland.

Irerne kalder selv sandt underspillet den blodige 30 års konflikt for ”The Troubles”, der først fandt et fredeligt punktum med langfredagsaftalen, underskrevet 10. april 1998.  

Filmen her må være et ”must see” for hele Aalborgs miljø af rappere og graffitimalere, også fordi filmen selv farvelægger sine filmscener med rappe tekstuddrag og toiletdørslignende skriblerier. Læg hertil at ”Kneecap”-beat og rim er i smittende topklasse.

Men først og fremmest er det årets sjoveste film med rå, upolerede oprørske one-liners, der fermt punkterer autoritær magt og anden bullshit-talk.