Gys, gru og kedsomhed

FILM "Klienten"

Krimi eller thriller kaldes denne film. Men virkemidlerne er nu alle hentet fra gyser-genren. Og det er bestemt ikke positivt ment. Det vil sige, at der er en ganske voldsom lydside. Hold nu op hvor alle sko larmer i denne film, når folk går.

Hvis jeg skulle genfortælle plottet, så vil du sikkert synes, at det lyder ganske fornuftigt - du får lige et resume af starten af filmen lidt senere. Men selve udførslen lader en del tilbage.

Filmen er ellers skrevet af A. J. Kazinski - det er makkerparret Anders Klarlund og Jacob Weinrech. De er ferme til at lave krimiplot, det skal der ikke herske tvivl om. 400.000 solgte bøger i Danmark vidner derom. Når det kikser her, skyldes det to ting: For det første ligner filmen noget, der er lavet for billige penge. For det andet er det et kammerspil med to overordnede karakterer, som det hele hviler på. Det sidste er farligt. Lykkes det, er det genialt. Men det kan så let gå galt.

Se bare denne film...

Lige her må jeg dog indrømme, at de to hovedroller, Signe Egholm Olsen og Anton Hjejle gør det aldeles glimrende. Ja tæt på fremragende.

Alle andre skuespillere er reduceret til statister og har stort set ingen dialoger. Men det meste foregår også i klinikken hos en psykolog.

Psykologen hedder Susanne. En dag får hun besøg af en helt ny klient - som betaler kontant. Forud.

Susanne tager sig mest af lederudvikling med mere - ikke udredning af traumer. Hun er tillige landets dyreste psykolog. 1700 kroner i timen.

Det viser sig, at den nye klient, Mark, er massemorder. Han vil gerne have styr på sit vanskelige sind.

Mere skal ikke refereres, for som skrevet ovenfor er det et godt plot med masser af gedigne overraskelser.

Problemet er, at filmen jagter pointer. Den jagter overraskelser. Den jagter chok-effekter. Og det er der, den falder til jorden. For havde dette i stedet været en psykologisk thriller, så havde det været meget bedre. Nu får vi i stedet grusomme historier smidt lige i masken. Ikke blot udpenslede mord, men sandelig også grimme historier om en grim og kærlighedsløs opvækst. Både for klienten og psykologen.

Selv om Signe Egholm Olsen og Anton Hjejle virkeligt spiller godt, så ændrer det ikke ved, at mange af dialogerne er ringe - på grænsen til det pinlige. Der er naturligvis spillet på, at vi som publikummer skal gætte med på krimigåden. Der lægges sandelig også mange ledetråde ud, som vi kan lege med. Men det er som om, at alting virker aldeles forudsigeligt. Jovist er der gedigne overraskelser undervejs. De virker. Men alt det andet: Det virker faktisk ikke. 

Det skyldes ganske givet, at manuskriptforfatterne ikke har lagt sig helt fast på, hvad de vil andet end at overraske. Det gør de. Men man mærker aldrig filmen. Det er lige som om, at man mere blot sidder og konstaterer, at det var da godt nok en overraskelse, det jeg så lige der. Men det gør man på en intellektuel måde. Det kommer aldrig ned i maven og kildrer.