Johnny for livet

FILM: "Kandis for livet"

Det er en lidt mærkelig film. I filmen møder vi en flok skæbner, der er forbundet til dansktop-orkestret Kandis. Og det er nogle mærkelige skæbner. Det er skæve eksistenser fra en kant af. Fælles for dem er, at ingen af dem har taget realen med. Vi taler om dem på de bageste rækker. Fælles for dem er også, at de næsten alle har spor af ubehandlet depression i deres adfærd og deres syn på verden. Men lad os lige vende tilbage til disse fans lidt senere.

Når filmen hedder "Kandis for livet", så er det én stor løgn. Filmen burde hedde "Johnny for livet", for de øvrige musikere i bandet er ikke-eksisterende. Måske sniger der sig et enkelt billede ind af de andre musikere. Men de er end ikke statister i denne film. De er ude. Væk! Det er en Johnny-film.

Mange ting går galt lige her. Der er for eksempel en masse overflødige billeder, som alene er med, fordi nogen synes, de er flotte. Hvorfor vi skal vi have en lang sekvens fra en redningsøvelse for letmatroser i en svømmehal er ganske enkelt ubegribeligt.

Tre brødre i gåsegang

I filmen møder vi også tre blinde brødre. Vi ser dem gang på gang gå gåse-gang: De går i røven af hinanden, mens de holder fast i den anden brors bælte. Det er mig ubegribeligt, hvad disse tre mærkelige brødre laver i filmen. Altså bortset fra at det ser sjovt ud, når de går gåsegang. De får ikke taletid i filmen. Vi hører aldrig, hvorfor de er der.

Her nærmer vi os filmens virkeligt centrale problem: Hvorfor og hvordan er de interviewede fans udvalgt?

Jeg tror, Kandis har masser af fans, der lever et normalt liv, men som godt kan lide uforpligtende schalgermusik. Dem om det. Men de fans, vi møder her, er alle mærkelige. Vi møder kvinden, der er hemmelig forelsket i Johnny Hansen, og som (vistnok) har skrevet en pornografisk roman om hende og Johnny. Men hun vil ikke tale om det! Hvorfor skal hun så interviewes?

Vi møder den ensomme mand, der har mistet sin mor. Vi møder den ubefarne skibsassistent, der mistede sin far som 13-årig, og som fandt trøst i Kandis' musik. Og vi møder den fan, der passer gravstedet efter Johnnys tidligere kones selvmord.

Renes rørende historie

Men vi møder også Rene. En tidligere småkriminel mand, der var på vej til et begå selvmord i selskab med den grimme hund Rocky. Han kørte bilen ud i skoven. Tapede ruderne til. Satte en slange fra udstødningen ind i kabinen. Startede motoren og dermed selvmordsprocessen. Og satte så Kandis' sang "Hotel Himmel" på musikanlægget.

Ordene i den sang berørte ham og fik ham ud af selvmordstankerne. I dag er han velfungerende og lykkelig. Præcis den historie er både rørende og rar.

Men ellers er det mest depression, vi møder. Depression hos borgere på samfundets bund.

Elendig interviewteknik

Enkelte steder forsøger instruktøren sig som interviewer. Og det er han ikke speciel god til. Han tåger rundt i sine spørgsmål.

Han interviewer naturligvis også Johnny Hansen. Her hører vi om hans uhyrlige vrede over konens selvmord. Og det er en virkelig tung vrede. Det er en uretfærdig vrede. Johnny er ekstremt muggen over, at blive efterladt alene med to døtre.

Disse scener er ikke bare en rids i lakken på selve filmen. Det er filmens helt store bule. For hvorfor bliver der ikke spurgt ind til, hvad Johnny kunne have gjort for et undgå selvmordet? Johnny er aldrig hjemme, han taler aldrig med konen, han holder ikke sin brylluptale for hende, før han står ved hendes kiste. Der er virkelig god grund til, at kvinden har følt sig svigtet af manden, og den vinkel kunne intervieweren godt have gravet i, i stedet for blot at holde mikrofonen.

Forklaring, tak

I stedet for at vi alene møder ubegavede fans ville jeg gerne - også - have mødt nogle ekspertforklaringer. Hvad er det, at teksterne kan, siden de fungerer som en slags bibel for mange af tilhængerne - ja vi ser en af dem gå rundt med en t-shirt med teksten "Johnny er Gud". Det er ved gud ikke gudbenådet lyrik. Men siden at det virker så godt, så lad os dog få forklaringen på, hvorfor og hvordan det virker.

Hvad var det, det fik ovennævnte Rene på bedre tanker og har gjort ham til en lykkelig mand i dag. Hvor ville jeg dog gerne have haft den forklaring. For Johnny kan jo angiveligt skabe noget magisk med sin lyrik.

Nu sidder jeg så i mit elitære elfensbenstårn og kloger mig. Men hvis jeg lige rykker lidt tilbage i salen og sætter mig sammen med de inkarnerede fans, får de så det, de gerne vil have med denne film?

Jeg tvivler. For de får ikke en fest. De får i stedet præsenteret nogle depressive mennesker, men ingen forklaring på, hvorfor vi skal møde dem. Og hele denne depressive flok er jo netop ikke repræsentativ for Kandis' fans, som jo blot er mennesker, der gerne vil have en fest.

Den fest får de ikke lige her.