Lokomotivfabrikken strejker!

Film - ”Kammerater”

Strejke på en sovjetisk fabrik? Det er nærmeste utænkeligt her i juni 1962, hvor kammerat Khrusjtjov efter den 20. partikongres har taget kraftig afstand til Stalins terrorregime og visket tavlen ren.

Men nej. Arbejderne på lokomotivfabrikken i Novocherkassk er i 1962 blevet trætte af stigende fødevarepriser. Der er mangel på alt – selv salt og tændstikker - og nu bliver lønningerne skåret ned til en tredjedel.

Så utilfredsheden ulmer. Også selv om den lokale partiorganisation har gjort, hvad de kunne for at forklare folket, at ændringerne vil betyde bedre levevilkår i fremtiden. Med de såkaldte sensibiliseringsaktiviteter.

Ljuda (Julia Vysotskaya) arbejder trofast for partiet. Deltog selv i Anden Verdenskrig som sygeplejerske ved fronten og fødte i 1944 den nu 18-årige datter Svetka (Yulia Burova).

Så hun har ikke meget til overs for de bøller, som opfordrer til at strejke. Men pludselig, mens de lokale partipampere sidder og holder møde, lyder fabriksfløjten.

Arbejderne har nedlagt arbejdet og hurtigt breder panikken sig. Partiets allerhøjeste kræver en løsning her og nu – og hurtigt optrappes konflikten. Arbejderne marcher med røde faner og Lenin-portrætter mod byen for at få en forklaring og en løsning.

Vi oplever hele forløbet gennem den partisoldaten Ljudas opmærksomme øjne. Hvorledes hæren bliver sat ind med soldater, der i første omgang ikke får udleveret skarp ammunition.

For ifølge forfatningen må hæren ikke skyde mod folket. Alligevel går det galt, og midt i det hele står Ljuda.

Spillet overbevisende – splittet som hun er i to, på en gang både et privat menneske, bekymret mor og samtidig officiel, korrekt partimedlem.

Med sine høje kindben. fine kattetræk og uundgrundelige, opmærksomme øjne er Julia Vysotskaya perfekt castet til hovedrollen.

Strejken ender blodigt med en massakre, men hvem var det egentlig som skød og dræbte de ubevæbnede demonstranter? Og hvor blev Ljudas datter af?

Filmens manuskript baserer sig på historisk korrekte fakta om massakren og er filmet i sort-hvid og kopierer 60-ernes partitro filmsprog.

Optagelserne fandt bl.a. sted i selve Moskva, hvor byen Novocherkassk centrale bygninger blev genskabt i naturlig størrelse. Alle de hverdagsting, som vi omgiver os med, tøj, møbler, biler og interiører er nøje udvalgt, så det ganske realistisk bringer os tilbage til datidens nedslidte Sovjetunionen. 

Massakren, partiledelsens svigt og den efterfølgende udrensning og sletning af alle spor er skildret ganske nøgternt og præcist.

Hvordan historien til enhver tid bliver skrevet om af dem, der får magten og sidder på den. Hvor skånselsløst et autoritært regime kan reagere, når det føler sig truet, og tilsidesætter den ytrings-og forsamlingsfrihed, som datteren Svetka påkalder sig, da mor Ljuda advarer hende mod at demonstrere.

Filmen magter ganske overbevisende både at skildre magthierarkiet, idealernes hykleriske forfald, og samtidig tegne et bevægende portræt af moderen, der får sin tyrkertro på kommunismen sat på en umenneskelig prøve.

Det er vedkommende filmkunst, der hylder det sovjetiske folk, som kæmpede så tappert og med utrolige ofre mod Tysklands nazistiske styrke.

Og som bagefter måtte opleve hvordan Sovjet-staten svigtede – hvordan de socialistiske ideer om lighed, frihed og broderskab blev udhulet.

Rå, vedkommende filmkunst om betonkommunismen.