Navlepillende nordmænd

Film - ”Kærlighed (sex) (drømme)”

En ordrig samtalefilm, der sådan tager temperaturen på det moderne menneskes kamp for at finde en balance mellem sex, følelser og kærlighed.

Du ved – det man kalder livet. Hvor det gælder om at blive så lykkelig som muligt uden at skulle lægge alt for meget besværligt, personligt slid i det. Og endelig ikke at investere for meget af sig selv.

For tænk nu, hvis det ikke var den eneste ene og rigtige, man nu lige have mødt på Grindr (homoerotisk dating site) eller Tinder?

Så den personlige frihed kommer først, men giver det så også plads til kærlighed?

Der er alt for mange ord for denne anmelders smag, og filmen vil alt for meget og drukner nærmest sig selv i alle disse velmenende og Gajol-æskevisdomsprægede samtaler.

Lægen Marianne (Andrea Bræin Hovig) arbejder med prostatakræft sammen med sygeplejersken Tor (Tayo Cittadella Jacobsen). Hun er selvsikker alenepige, der skal på en snildt camoufleret date med geologen Ole (Thomas Gullestad).

Tor er bøsse, som både er til cruising eller en pludselig mulighed for sex, når han om aftenen sejler med færgen mellem Nesodden og Oslo.

Her bor han i et sommerhus lige ved færgelejet, og en aften støder han tilfældigt ind i Marianne, der lige har været omkring Ole og hovsa - kom til at give ham et kærligt klap på røven.

De betror sig til hinanden om deres ønske og drømme, og så er vi i gang med en undersøgelse af sex, feminisme, homoseksualitet, forhåbninger, drømme, forelskelse, dårlig samvittighed, sex, sex og muligheden for at få en partner.

Uden at binde sig. Men bare nyde.

Og hovsa. Der på færgen dukker psykologen Bjørn (Lars Jacob Holm) også op, og ham får Tor kontakt med. Mon ikke også det kunne blive til noget med de to?

Du skal ikke gå ind og se filmen, hvis du regner med at se et par sexscener eller tre. Nej, nej. Den her film er lige så uskyldig som renvasket Disney-film.

Her bliver talt og talt og talt og følt og følt og forstået og misforstået og forsonet i et langt forløb.

Og ægteskabet er det ikke bare en produktionsenhed? Og når det går galt, og de voksne bliver skilt, så står børnene der tilbage. Ulykkelige og fortabte i et skilsmisseforhold, som de ikke har nogen skyld i.

Kameraføringen veksler mellem samtalescener, hvor vi kommer tæt på filmens persongalleri, og så prægtige panoramaoptagelser af storbyen Oslo. Særlige natteoptagelserne, når den erotisk ladede færge sejler afsted, er smukke.

Lydsiden er konstrueret af dæmpet trompet og storladent brusende electronica. Det er flot og smart og egentlig ligegyldig muzak.

Det er film som totalt selvoptaget skildrer totalt selvoptagethed. Navlepillende – for jeg, jeg er det vigtigste menneske i verden. Eller måske er jeg alligevel ikke det – men hvad gør jeg så for at blive lykkelig?

Du skal gå ind og se filmen, hvis du har lyst til at møde en flok velbjergede, overskudsagtige og velformulerede mennesker. Fulde af ord, følelser og gode respektfulde løsninger på stort set alt.

Mig har den irriteret voldsomt med al sin tænksomme selvoptagethed – tenderende til selvmedlidenhed, mens andre vil måske opleve den som gennemstrømmet af medmenneskelig varme.

Og så ender den alligevel med at afrunde med at slå et slag for forpligtigelse. For det er måske i virkeligheden først, når man forpligtiger sig over for et andet menneske, at næstekærlighed og medmenneskelighed kan folde sig ud.

Og det er måske større og vigtigere end sex?