Skøgens vej til toppen

Film - ”Jeanne du Barry”

Monstrøst drama på den store udklædningsklinge med en indbygget kærlighedshistorie, som det kan være ganske svært at tro på.

I 1700-tallets Frankrig møder vi i åbningsscenen, den unge pige Jeanne, mens hun bliver tegnet af sin protektor, en ældre adelsmand. Hun er en pige, som kommer fra ingenting, og er derfor måske til alting, siger den alvidende fortællerstemme.

Snart vælger den voksne Jeanne (Maïween Besco) efter en tur i kloster at gøre karriere som skøge, fordi det er den eneste mulighed for at slippe væk fra både fattigdom og uvidenhed. Jeanne er nemlig klar over sin krops værdi i det mandsdominerede, klassesamfund hun vokser op i.

Og jo for resten. Hun elsker også bøger og har god forstand på poesi, filosofi og kultur.

Nå, vi må videre med historien og via sin første erobring, den skruppelløse grev Barry (Melvil Poupaud), bliver hun introduceret til hoffet på Versailles. Her skrider kong Louis XV (Johnny Deep) frem gennem en nejende hæk af pompøse kjoler og spytslikkende adelsfolk.

Så selvfølgelig falder han for Jeanne, der bare står der i hvid kjole og kækt gengælder hans blik.

Så hun bliver hurtigt hans favoritelskerinde, mens resten af hoffet og især hans spidsnæsede, snobbede døtre rynker på næsen af denne livfulde kvinde, der erobrer kongens hjerte.

Maïween, som også har instrueret og skrevet manuskript, gør det meget nydeligt i rollen. Hun har sine øjeblikke, og det er også filmens bedste, når hun ikke kan lade være med at more sig over hoffets snobberi, som nærmest dræber al naturlig glæde og liv.

Johnny Deep er meget tavs, lidt en skygge af sig selv, i rollen som kongen, men formår alligevel at tegne et portræt af magtmennesket, som falder for noget, han ikke ellers har oplevet – en tilsyneladende ligeværdig kontakt med en, der elsker ham.Men tror vi på historien?

Du kan snildt have din tvivl, mens du læner dig tilbage og nyder den flotte fotografering af slottet Versailles, alle de pompøse kostumer, de intrigante forsøg på at fordrive Jeanne, og søreme også den godhjertede tjener La Borde (Benjamin Lavernhe), som forsøger at lære kurtisanen takt og tone.

Filmen er faktisk godt proppet med gode skuespillere, som gør det så godt, de nu kan med de puslespilsbrikker, som manuskriptet nu engang giver dem.

Faktisk er kongens fordømmende søstre ret gode i ondskabsfuld Askepot-stedsøstre-stil. Men det bliver underligt endimensionelt.

Skildringen af luksuslivet, dekadencen og forfaldet, som i sidste ende førte til den franske revolutions flittige brug af guillotinen, er ikke fordømmende.

Sådan levede de de rige altså – uden nogen form for refleksion eller fordømmelse indbygget i filmen - og det danner så bagtæppe for skildringen af denne ”true love”-historie mellem kongen og pigen af folket.

Det bliver operaagtigt og udvendigt. Ligesom påstanden om, at Jeanne egentlig var ligeglad med luksuslivets fordele.

Men blot elskede sin Louis.

Du tror ikke – eller rettere - jeg tror ikke rigtig på det.