Tre noveller om kvindeliv i Japan

FILM: "Japanske fortællinger"

Bemærk flertalsendelsen: Fortællinger.

Jo - den er god nok. Dette er faktisk tre vidt forskellige fortællinger. Vi har set det masser af gange før, men som oftest vælger instruktøren at krydsklippe, så de tre historier fortælles samtidig. Sådan er det ikke her. Her får du tre film i en. De varierer mellem 35 og 45 minutter i spilletid, og det får den samlede film til at vare præcis to timer.

De tre historier er dog alle skrevet og instrueret af den samme: Ryûsuke Hamaguchi.

Fælles for filmene er at de handler om kvinder. Det er rigtigt fint at lade kvinder være hovedpersoner, for Japan er og bliver et særdeles mandsdomineret samfundet. I Japan giver man kvinderne lange universitetsuddannelser og anbringer dem bagefter i et ægteskab omgivet af kødgryder og riskogere.

Mest slående er det i den mellemste af de tre noveller her. I starten møder vi en mand og en kvinde, der studerer på universitetet. Manden er en doven sjuft. Kvinden er begavet og flittig. De mødes så fem år senere tilfældigt i en bus. Hun er blevet korrekturlæser og han er forlagsredaktør. Det burde være omvendt. Men præcis denne scene indrammer det japanske kønsrollemønster med knivspark præcision.

Kvinder skal nydes - ikke nyde

I Japan er der også stor fokus på samfundets normer: De skal overholdes. Og kvinder: De skal nydes. De skal ikke nyde.

I kraft af at filmen består af tre fortællinger, skal jeg nok afholde mig fra at referere handling. I stedet vil jeg kigge lidt på fællestrækkene. Og for god ordens skyld: De tre fortællinger er selvstændige. Man skal virkelig være i tvangs-analyse-mode, hvis man forsøger at hævde, at historierne hænger sammen.

Et af fællestrækkene hos fortællingerne er, at de handler om kvindernes seksuelle drifter. For lige her møder vi kvinder med lyst. Igen bliver et japansk tabu bragt frem.

Men kvinder taler indbyrdes om kærlighed og sex. Det er ganske spændende, når man ved, at det er tabubelagt.

De private samtaler

Først og fremmest er det interessante samtaler. Det er det emne jo altid, selv i et noget mere frigjort land som Danmark. Samtalerne er lange, og lige her går "Japanske fortællinger" heller ikke den slagne vej. Mange af scenerne er lange helt uden klip. Det er vi bestemt ikke vant til fra andre film, men det er en lise for sjælen, at kameraet har samme position. At folk får lov at tale på skift uden klip til nærbilleder.

Dermed virker disse scener teateragtige. Og hvis der er noget, der er træls, så er det filmen teater. Men lige her virker det. Det giver ro, og det er rart med ro, når der er tale om dialoger om alvorlige emner og med dybe følelser involveret.

Fælles for de tre noveller er også, at de udvikler sig anderledes end forventet. Der er et særdeles overraskende twist i dem alle. Og det er dette twist, der hæver historierne op over det mere almindelige. Og det er nogle virkeligt spændende benspænd i fortællingerne, som får dem til at udvikle sig helt anderledes end planlagt.

Fælles for de tre historier er også, at de sagtens kunne have stået som selvstændige film af spillefilmslængde. For det er nogle virkelig interessante skæbner og problemstillinger, vi møder her.

Der er flere grunde til, at du skal se denne film. Ikke kun fordi du faktisk får tre film på en gang. Men også fordi du glimtvis får et indblik i, hvordan det japanske samfund fungerer. Du skal også se den, fordi der er rørende og overraskende skuespil. Endelig skal du se den, fordi den er japansk. Det er dælme ikke hver dag, man får lov at se sådan noget - altså hvis man ser bort fra de fremragende japanske animationsfilm. Her er der skuespillere af kød og blod. Og det er bestemt ikke blodfattige fortællinger.

Filmen fik Sølvbjørnen på filmfestivalen i Berlin.