Drengen i træet

FILM: "Intet"

Vi er nok rigtig mange, der blev tvunget til at læse William Goldings "Fluernes Herre" i vores skoletid. Små 50 år senere skrev Janne Teller "Intet". Den roman er på mange måder en mere moderne udgave af "Fluernes Herre" - og måske oven i købet lidt mere realistisk.

Temaet er begge steder børns overgreb mod børn.

Janne Teller er også for længst blevet en del af skolepensum. Bogen er oversat til 30 sprog og solgt i halvanden million eksemplarer. Der er lavet over 100 teateropsætninger af bogen, der er lavet en opera. Og nu en spillefilm.

Det giver rigtigt god mening. For "Intet" er en spændende fortælling. I grunden er den meget filosofisk, og den lægger an til refleksion og tænkning. 

Filmen foregår i og omkring en lille skole i en lille landsby. Den foregår ved skolestart efter sommerferien, og vi følger en ottendeklasse. 

Hvor lang tid, vi følger den, ved vi ikke. Om handlingen varer få dage eller flere måneder får vi ingen indikation af. Kun at der er evig august med sensommer-solskin hele tiden.

At tiden flyder ud betyder ikke, at fortællingen flyder samme vej. Det er en meget stringent, kronologisk og logisk fortælling. Det er en kort og stram film på kun 85 minutter.

Skolebørnene skal erhvervsvejledning. Her rammes Pierre-Anthon af en eksistentiel krise. Han kan ikke se meningen med tilværelsen. Han bliver nihilist. Som en anden Anders Samuelsen kravler han op i et træ. 

Og bliver der!

Han vil ikke ned. Sjovt nok er han iklædt protestuniformen over dem alle: Den islandske sweater.

Klassekammeraterne beslutter sig for at ofre deres dyrebareste ting i jagten på meningen med livet. For der må da for dælen være noget, der betyder noget.

De ofrer smykker, Biblen og andet. Men er det det dyrebareste?

Eleverne kan godt selv se, at det er overfladiske ting, de ofrer på det alter. Det provokerer én til at sige, at nu skal de tage sig sammen. Hovedpersonen Agnes tvinges derfor til at ofre sine elskede fine, grønne sandaler.

Derfra tager det fart: Så skal den langhårede blonde pige ofre sin hårpragt. Muslimen skal ofre sit bedetæppe. Men det bliver værre. For hver gang bliver det værre. Og da vi når til, at en pige skal ofre sin mødom, så er det stadig ikke slut, før vi kommer til afhuggede lemmer.

Det er den udvikling, filmen skildrer så fornemt. Nok sidder man med en knude i maven, når en 14-årig pige skal ofre mødommen på børnenes ondskabsfulde alter. Men den knude vokser, som filmen bliver grummere og grummere.

For det er jo kun et bette nøk, som skruen strammes fra gang til gang. Men den strammes hele tiden. Ondskaben vokser.

Det er så let at lege med på tanken om, at børn kan tvinge hinanden til sådan noget. Men tænker man tanken til ende, så kan voksne lynhurtigt spille med på samme leg.

Det er med andre ord en psykologisk gyser, vi oplever lige her. Der er masser af stof til eftertanke.

De fleste af de medvirkende børn spiller aldeles lydefrit, men der er mange småfejl i skuespillet. Det bærer vi dog over med, for det er jo børn. Det er dog værd at bemærke, at det er klassens piger, der er de mest interessante. Filmens fortæller er også en pige: Agnes.

Imens ser forældrene til udefra uden at fatte en bønne af noget som helst. Hvilket jo nærmest gør det til en tilståelsessag i forhold til det nihilistiske livssyn, som skolebørnene udvikler, mens forældrene har hovederne oppe i R....

Selv om "Intet" er en ungdomsroman, og selv om 75 procent af alle skolebørn har fået romanen for som lektier, så er denne film overordentligt interessant også for voksne.

Ja selv for os ældgamle. For det er en historie, vi alle kan reflektere over. Selv om filmen har et dystert tema, ja så har den faktisk også en virkelig stor underholdningsværdi.