Hverdagsliv i Danmark

Film - ”Ingen kender dagen”

Tag endelig ikke fejl af overskriften, her er ikke tale om en idyllisk Morten Korch-agtig skildring af danskens liv i lyst og nød. Med marken er mejet, blonde bondepiger med ternet hovedtørklæde og brave høstkarle med le og høtyv.

Men en aktuel, præcis skildring af fem forskellige danskere - mennesker, hvis skæbne i løbet af filmen skifter kurs og bliver forandret.

Alt, hvad vi gør eller ikke gør, har konsekvenser.

Eva (Trine Dyrholm) er læge, som en tidlig morgen kører til flyvestationen for at være behjælpelig med at sende afghanske udviste hjem til Kabul. I flyet bliver det nødvendigt at træde til magtanvendelse, da en mand i spændetrøje går amok.

Skoleeleven Emil (Emil Aron Dorph) bliver mobbet henne i skolen, og den mindreårige Laura er på Vesterhavs-udflugt med sin overkærlige mor (Ene Øster Bendsen). Mens det nygifte par, Simon (Morten Hee Andersen) og Maja (Sofie Juul Blinkenberg) er på vej til begravelse i hans hjemby.

Endelig er foredragsholder og vinnyder Adam (Jakob Cedergren) på vej i bil til et lejet sommerhus for at møde Viyan (Ellaha Lack). Det lejede hus skal danne ramme om deres utroskabelige sidespring.

Men intet er eller udvikler sig lige, som du måske kunne forestille dig. Filmens foruroligende fortællinger er skrevet af fem forskellige danske forfattere – Carsten Jensen, Niels Henning Krag Jensby, Kamilla Hega Holst, Martin Kongstad og Caroline Albertine og derefter blevet forvandlet og bearbejdet til film.

Det er en film, som rammer lige i solar plexus og får dig til at tabe vejret med sin skildring af, hvor galt det går, når du fortier og ikke står ved dig selv. Når du ikke siger det, som det er, men forsøger at finde en nem genvej. Eller bliver udsat for det.

På den måde handler filmen helt overordnet om kærlighed, tillid og sårbarhed, mens den endevender temaer som det sidste farvel/begravelse, udvisning, mobning, psykisk sygdom og utroskab. Alt svøbt i fortielser og usagte ord. For det er sproget, som skaber virkelighed, som det lyder i en replik.

Det hele er filmet på en gang uvirkeligt, mareridtsagtigt sløret og samtidigt helt skarpt og konfrontatorisk tæt på, så du kan se følelsesregisteret trække gennem skuespillernes ansigtsmimik.

Skuespillet er både stort og nøgent. Fra den tavse professionelle lægekarakter som Trine Dyrholm skaber, klyngende sig til sit lægeløfte. Næsten som en sidste udvej for at kunne udføre sit arbejde.

Til vinnippende utro ægtemand i Jakob Cedergrens skikkelse, selvhøjtidelig og egentlig inderlig latterlig, når han prøver at tilfredse Viyans ret kontante sexkrav.

Helt formidabel er Emil Aron Dorph i rollen, som niende klasses elev, der kæmper med at få styr på egen kønsidentitet og virkelig kommer ud på dybt farligt vand.  Underkuet, usikker og så uendelig sårbar.

Ligesom henholdsvis Morten Hee Andersen og Sofie Juul Blinkenberg er fremragende som nygift par. Han med en hemmelighed, hun gravid og ikke klar over, hvad det er, han bærer på.

Og så er den psykisk syge mor i form af Ene Øster Bendsen, som fungerer både ømt og skrækindjagende over for sin datter Laura.

Filmens grundtone er truende, og samtidig er den også sine steder både pinagtig og befriende humoristisk. Nyd eksempelvis Lisbet Dahl i rollen som sommerhusudlejer, der lige skal vise, hvordan induktionskomfuret fungerer og afbryder hed sexleg.

Det er ikke et Danmarksbillede af danskens hverdagsliv, som hverken Støjberg, Kjærsgaard eller for den sags skyld Vermund vil bryde sig om, tænker jeg. Ildevarslende og alvorstung er den sine steder. Og med god grund.

For den tager temperaturen på vores samtid og selvforståelse og finder den feberhed og livstruende.

Når vi svigter tilliden for at nå – ja, hvad … Så går det galt. For alvor.

Formidabelt nærværende og ubønhørlig filmkunst.