Den store popstemme

FILM - ”I wanna dance with somebody”

Ingen tvivl om, at den amerikanske soulsanger Whitney Houston (1963 – 2012) havde en stor stemme, en mezzosopran med en guddommelig spændvidde.

Ligesom for så mange andre amerikanske sangere – Aretha Franklin, Dionne Warwick og selveste Ray Charles -  begyndte det hele henne i kirken, hvor hun som ung sang gospel i The New Hope Baptist Junior Choir.

Gospel hylder Gud og troen i ekstatiske sang, mens soul næsten er det samme – blot med ganske verdslige og kødelige sange.

Efter stjernens død i februar 2012 har der været flere film om hende, tv-serier og dokumentarer, der mest har haft fokus på hendes stofmisbrug, skandalerne og de saftige overskrifter.

Selve livshistorien udgør den bærende tråd i denne film, men det er først og fremmest sangsiden – altså musikken, der imponerer.

Hovedrollen som Whitney bliver spillet af Naomi Ackie, der både har the looks og tilpas med utilpasset oprør i sit skuespil til at være stand-in for Whitney.

I begyndelsen af sin karriere blev virkelighedens Houston, strengt og religiøst opdraget, holdt i stramme tøjler af sin mor Cissy (Tamara Tunie) og pladeselskabsproducer Clive (Stanley Tucci), der faldt pladask for hendes stemme første gang, han hørte hende.

Den scene er smukt skildret. Clive ankommer til en beskeden klub, mor Cissy spotter ham blandt publikum og mister pludselig stemmen, så datter Whitney må gå på scenen og synger ”Greatest Love of All”, så guderne må sig forbarme.

Det er en film, som ganske forudsigeligt fortæller historien om kvinden med den store stemme, der røg ud ud i alvorlige stofproblemer. Ikke mindst i kraft af hendes forelskelse og ægteskab med rap-soulstjernen Bobby Brown (Ashton Sanders).

Den historie er nærmest en arketypisk ”klassiker” – du ved, stor stjerne må kæmpe med rådne mennesker omkring sig, der kun værdsætter hende for pengenes skyld. Og i virkeligheden ikke elsker hende.

På nær måske – ifølge filmen – selvfølgelig hendes strenge, men også viljefaste mor, Cissy, der lærer hende vigtigheden af både at kende melodien ud og ind, tydelig artikulation, så du kan høre ordene, inden hun kaster sig ud i overgiven frasering.

Og så en overraskelse, hvordan stjernen i begyndelsen af sin karriere faktisk mest var til piger og havde et kærlighedsforhold til sin personlige assistent Robyn Crawford (Nafessa Williams).

Vi får livshistorien fra gennembruddet med masser af nummer 1-hits på salgslisten, Super Bowl-åbningen, hvor hun synger USA’s nationalsang, hendes første spillefilm ”The Bodyguard” med Kevin Costner, inden narkotikamisbruget indhenter hende og stemmen, og hun går ned. Uligevægtig og uinspireret.

Det er en gribende historie om at føle sig helt forladt og ganske ensom, der midt i al den popularitet og succes. Fortalt ganske smooth og mainstreamagtigt.

Så det er ikke så meget den side af filmen, som bevæger og rammer én. Men stemmen, Whitneys helt utrolige store og rene stemme, som ikke bare er blød, romantisk pop, men har en dirrende soulnerve.

Skuespillet er overladt til Naomi Ackie, mens Houston tager sig af sangen understøttet af de originale studie- og koncertoptagelser. Remixet og nyproduceret til biografernes lydsystemer og det giver en musikalsk oplevelse, du ikke lige glemmer. .

Når du hører numre som ”How Will I Know”, ”I Wanna Dance with Somebody”,”I Will Always Love You” og ikke at forglemme det umulige medley -  “I Loves You, Porgy”, “ And I Am Telling You I’m Not Going” og ”I Have Nothing”.

Som at bestige Mount Everest uden ilt, som Whitney selv kalder sangudfordringen i filmen.

Det er en god film, men det er sangene og Whitneys stemme, som gør den til noget særligt.