Sort, ondt og mørkt

FILM: "Hvidstensgruppen 2 - de efterladte"

Jeg gav den første Hvidsten-film seks stjerner, og jeg var helt på linje på publikum, som væltede ind dengang for 10 år siden. Trekvart million mennesker købte billet.

Dengang ville jeg have troet, at det var umuligt at lave en opfølger på denne stort set perfekte film. Den var spændende som bare pokker, og den havde en særdeles ulykkelig slutning. Men det vidste alle, inden de så filmen.

Nu kommer så efterfølgeren. Den starter samme dag som Hvidstensgruppen er blevet henrettet. I Vestre fængsel sidder de to Fiil-døtre Gerda og Tulle. De bliver overført til først et tugthus i Kiel, og bliver siden transporteret videre rundt til nazityske fangelejre. Alt er grufuldt og ubehageligt. Om det så er turen med De hvide Busser hjem til Danmark, så er det forfærdeligt.

Grundlæggende er det en meget lang og meget mørk film. Den ene mere ondskabsfulde scene følger efter den anden.

Sådan en film kan fortælles på to måder: Fuld af håb. Eller fuld af håbløshed.

Her har man valgt det sidste. Det oven i købet i en grad, hvor der nærmest svælges i håbløshed.

Hovedpersonen er Tulle - Kirstine Sørensen, født Fiil. Hun er idømt livsvarigt fængsel, og nazisternes plan er at flytte hende fra det ene grufulde fængsel til det andet, indtil hun selv opgiver at leve videre. Sker det ikke, så står der en ny-sleben guillotine klar i fængselsgården. Hele tiden hører vi guillotinen arbejde. Tulle er en del af den fangegruppe, der hedder N & N. Nacht und Nebel. Det er dem, der blot forsvinder i natten eller i tågen.

Alt er mørkt i denne film. Alt er ydmygelse af fangekvinderne. Og de nazistiske fangevogtere er i sandhed nogle ækle svin. Ikke et eneste smil får man lyst til at kaste efter filmen. For den står på håbløshed fra først til sidst.

I virkeligheden er filmen meget langtrukken. For ni ud af ti scener kan faktisk skæres helt væk. De tjener kun ét formål: At skildre håbløsheden. Der er få scener undervejs, som er vigtige for den fortsatte fortælling. Filmens valg er at skildre den menneskelige ondskab gennem en lang serie af enkeltstående scener. Tilsammen giver de et fyldestgørende billede. Men flere af dem kunne sagtens være skåret ud. Filmen er trods alt over to timer lang.

Det er på mange måder en storfilm (pris 40 millioner kroner). Der er barsk skuespil på alle pladser. Der er flotte scener af kreatur-tog gennem skovlandskaber. Der er sønderbombede tyske byer. Og der er fængselsceller og mareridt. Imponerende.

Men man sidder altså og mangler noget. Det kunne være håbet. Nej: Det ER håbet! Det kunne også være en fortløbende fortælling skrevet efter almindelige spilleregler for manuskriptarbejde.  Det ville have været en hjælp, og det kunne have trukket mange flere i biograferne.

Sideløbende med Tulles historie får vi klip tilbage til Danmark og til Hvidsten Kro - hvor vi i øvrigt får et sidste gensyn med Hans Holtegaard i en mikroskopisk rolle som nazi-sympatiserende landmand. På kroen ser vi Tulles mor Gerda, Tulles barn Gulle og 17-årige Gerda, der efter nogle måneder trods alt løslades af nazisterne og sendes hjem. Totalt ødelagt.

Tulle er også ganske ødelagt ved hjemkomsten. Hun har ganske enkelt oplevet for meget, og hendes datter, Gulle, har glemt hende. Også det er en ond og grim scene. Ja - der er total fravær af enhver form for glæde i denne film. Kunne de da i det mindste ikke lade datteren springe mor om halsen, for at give blot et mikroskopisk rart øjeblik i filmen?

Marie Bach Hansen spiller den barske og ukuelige Tulle, der går igennem så meget. Hun rammer rollen helt fint. Med ganske få tårer for hun er blevet hærdet. Men hun er også bange.

Kun én ting undrer mig: Tulle har lækkert, langt hår gennem hele filmen. Det er godt klaret, når man tænker på, at hen mod filmens slutning er det hår ikke blevet vasket i halvandet år.

Vil jeg anbefale filmen? Ubetinget.

Du skal dog være indstillet på en meget barsk oplevelse. Du skal nok også være indstillet på en helt anden slags film end 1'eren, der jo var spækket med action og spænding midt i glæden over at kunne bekæmpe nazisterne.

Det her er i stedet ufatteligt mange kvinder spærret inde i ufatteligt ulækre celler, imens de udsættes for en ufattelig umenneskelig behandling. Det er døde kvindekroppe, lyden af guillotinen, skrig fra de andre celler. Det er mareridt, tortur og menneskelig ødelæggelse.

Så valget er dit. Dette er både en advarsel og en anbefaling.