Ond ulv, tapper kvinde

Film - ”Hunter – Hunter”

Jeg har det med gyser og horrorfilm ligesom med blodpølse. Jeg behøver det ikke i større mængder.

Men den her er alligevel lidt anderledes. Jæger jager stor styg ulv, der truer hans lille familie.

Men den her ulv ser ud til at kunne ganske mere, end det lige ser ud til ved første øjekast, da jæger Joe (Devon Sawa) og hans datter finder et afgnavet ben i en af hans vildtfælder.

Joe bor langt ude i den canadiske vildmark med sin kone Anne (Camille Sullivan) og teenagedatteren Reene. I bjælkehytte uden rindende vand, men med petroleumslamper. De overlever ved at sælge skind hos den lokale købmand, men det er hårde betingelser, når skindpriserne falder med 75 procent.

Sådan bliver den nogenlunde realistiske ramme sat, inden gyseriet for alvor går i gang med angst, rædsel og skrækslagne mennesker.

For ulven er vendt tilbage. En stor en af slagsen ser det ud til på de gnaskerier, den har efterladt i smækfælder. Så papa Joe beslutter sig for at tage ud sammen med sin datter for at finde bæstet.

Og han sender, da de kommer tæt på, datteren hjemover, selvfølgelig riffelbevæbnet, hvis hun nu skulle være så uheldig at møde ulven.

Det lykkes for Joe at komme på skudhold. Men da han tjekker, hvad han har skudt, finder han i stedet …

Nå, det kan vi jo ikke fortælle, for så ville vi ødelægge spændingen. Men Joe har ikke rigtig appetit ved aftensmaden hjemme i bjælkehytten. Og lader være med at fortælle, hvad han har oplevet og set.

Det skulle han nok alligevel have delt med de andre. For næste morgen drager Joe afsted igen. Alene. Og pludselig er han væk – eller i hvert fald uden for radiokontakt.

Men er det nu en ulv, eller noget langt mere frygtindgydende, der er ude efter den lille familie i den store, stygge ulveskov?

Ja. Se det går resten af filmen så med.

Det er solidt håndværk med nærmest klassisk spændingsopbygning, hvor det går fra uheldssvanger truende til slemt og rigtig, rigtig meget værre.

Selvfølgelig også med den dertil hørende mørkdystre baggrundsmusik og strygere, der altid har noderne med ulykke og død stående foran sig.

Hovedrollerne er som klippet ud af en lægeroman fra 50’erne. Camille Sullivan er smuk sweaterbærende kone, næsten altid med nyvasket hår, og hvor mon hun får vasket sit næsten altid pletfri tøj henne?

Mens farmand Joe i form af Devon Sawa er cigaretrygende enspænder og vant til at klare problemerne selv. Om det så kræver, at han sætter sin allerstørste elefantfælde op.

Filmen tager sig god tid til nogle slyngede sidehistorier, men får det hele bundet i en ganske pæn sløjfe til sidst.

Med en skovløber, der aner uråd og selv går på jagt efter en forklaring, mens mama Anne forbereder sig på det værste – tæppebombarder området omkring hytten med fælder og gift.

Men lur mig om ikke både hun og du, som går ind og ser filmen, alligevel ikke bliver narret.

Faktisk er det en ganske overraskende slutning, der tilføjer udtrykket dødsmetal en ny ganske grusom facet.  

Mama får sin makabre, blodige hævn.