Skip to main content
Familiefilm/animation

Skattejagt a la Indiana Jones

Familiefilm/animation - ”Hopper og jagten på mørkets hamster”

Hopper er adopteret af Kong Peter. Fundet i junglen dengang Peter og onkel Harald var på skattejagt og fandt ham efterladt som nuttet baby.

Dengang var Peter endnu ikke blevet konge. Det er han så blevet siden, og i mellemtiden er den onde, onde onkel røget i et skummelt fængsel. Han vil nemlig gerne være konge - hvilket jo er meget naturligt, når man er storebror, ikk?

Hopper selv er en krydsning mellem en hare og en kylling, og har for eksempel hønsefødder og nogle ret latterlige fjer stikkende ud på toppen af hovedet.

Han vil gerne være en rigtig eventyrhelt ligesom farmand, og selv om det mislykkes for ham at blive optaget i Det Kongelige Eventyrselskab, giver han ikke op.

Snart er han på jagt efter det magiske scepter. Sammen med sin skildpaddeven Abel og stinkdyrveninden Meg lige i hælene efter onde onkel Harald & co., der også jagter scepteret og kongemagten...