Skip to main content
Familiefilm/animation

Skattejagt a la Indiana Jones

Familiefilm/animation - ”Hopper og jagten på mørkets hamster”

Hopper er adopteret af Kong Peter. Fundet i junglen dengang Peter og onkel Harald var på skattejagt og fandt ham efterladt som nuttet baby.

Dengang var Peter endnu ikke blevet konge. Det er han så blevet siden, og i mellemtiden er den onde, onde onkel røget i et skummelt fængsel. Han vil nemlig gerne være konge - hvilket jo er meget naturligt, når man er storebror, ikk?

Hopper selv er en krydsning mellem en hare og en kylling, og har for eksempel hønsefødder og nogle ret latterlige fjer stikkende ud på toppen af hovedet.

Han vil gerne være en rigtig eventyrhelt ligesom farmand, og selv om det mislykkes for ham at blive optaget i Det Kongelige Eventyrselskab, giver han ikke op.

Snart er han på jagt efter det magiske scepter. Sammen med sin skildpaddeven Abel og stinkdyrveninden Meg lige i hælene efter onde onkel Harald & co., der også jagter scepteret og kongemagten.

Se, vi plejer ikke at afsløre så meget af handlingen, når vi anmelder film, men her tillader vi os det.

Hopper & mørkets hamster kopierer i lange stræk, de ganske populære Indiana Jones film. Eksempelvis ligner Hopper til forveksling Harrison Ford komplet med bredskygget Stetson, læderjakke og pisk, og filmens musiktema har også hugget et par genkendelige noder fra Indiana Jones-temaet.

Men det er jo tegnefilm for børn, og helten Hopper og hans trofaste skildpaddeven er såmænd både nuttede og kække klar til at kæmpe for det godes sag. Med sig på turen får de det storøjede, smækre stinkdyr, der igen og igen redder de to, padde og kyllingehare, fra at komme rigtig galt afsted.

Hun kan nemlig svinge pisken, og ser det rigtig slemt ud – slipper hun en ordentlig stinkevind. Og så synes hun også det er rigtig sejt, at Hopper er anderledes og er sådan halv hare og halvt kylling.

Ikke umiddelbart en blanding du forbinder med heltemod. Men det skal snart vise sig, at Hopper kan mere, end han selv tror, han kan.

Ganske nydeligt computeranimeret tegneserie, hvor vist kun den onde onkel kan sætte lidt skræk i de allermindste under 7 år. Det er vel også cirka her omkring, at vi rent aldersmæssigt finder målgruppen.

Stemmerne er lagt i munden på danske skuespillere – ganske nydeligt arbejde.

Replikkerne er sine steder lige vel voksne. Der er vist ikke ret mange danske børn, som umiddelbart vil kunne forstå, hvad ”skæbnens fustage” er for en størrelse. Men der skal jo også være noget for de voksne forældre, som er med inde at se filmen.

Der er ikke mange overraskelser i denne tegnede helteodysse, der flittigt låner eller tyvstjæler fra filmhistoriens forskellige eventyrfilm. De lyserøde firkantede grislinger, som omringer den tapre trio, hører til de mere morsomme indfald og så er filmens pointe da også ganske sympatisk skåret ud:

Det, der gør os anderledes, er også det, der gør os til noget særligt. Så da Hopper får smidt hæmningerne og foldet sig selv og heltemodet ud, ender alt godt.

Vi havde faktisk heller ikke regnet med andet.

Animation

  • ”Hopper og jagten på mørkets hamster”
  • Original titel: ”Chickenhare and the Hamster of Darkness”.
  • Storbritannien, Belgien, 2022.
  • Instruktør: Ben Stassen.
  • En time, 32 minutter.
  • Frarådes under 7 år.
  • Danmarkspremiere, bl.a. Nordisk Film, Aalborg, Hadsund Bio, Bio Mors.
Arkiv