Septiktanken, bækken og hjortene

Film -”Hjortestien”

”Evil does not exist” – altså det onde eksisterer ikke. Sådan lyder filmens originaltitel. Det er jo ikke så lidt af et udsagn, og derfor kan det undre, at filmen på dansk er kommet til at hedde ”Hjortestien”.

Men hæng bare på. For det her er endnu en god film fra den japanske instruktør Hamaguchi, som flere sikkert vil huske fra ”Drive My Car” (Oscar-vinder, bedste internationale film, 2022)

I et sneklædt bjergområde ikke så langt fra Tokyo møder vi Takumi (Hitoshi Omika) og hans otte-årige datter Hana (Ryo Nishikawa). De lever et beskedent og arbejdsomt liv i kontakt og balance med den omgivende natur.

Her bliver kløvet brænde, hentet vand fra den rislende bæk, og Takumi fungerer også som forsyningsled mellem natur og en lokal restaurant, så de kan få vild wasabi til deres nudelretter.

Men så sker der noget. Et firma ”Play-mode” har planer om at indrette et luksuriøst campingområde i skovområdet.

Clamping -  glamour og camping sat sammen. Så stressede storbyboere kan komme ud og chille i naturen.

De lokale bliver indkaldt til orienteringsmøde, med smart videopræsentation og mulighed for spørgsmål bagefter. Det går ikke så godt for ”Playmode” og deres to repræsentanter, den tidligere plejerske Mayuzumi (Ayaka Shibutani) og den fallerede skuespiller Takahashi (Ryuji Kosaka).

Landsbyboerne kender deres lokalområde bedre end salgsfolkene kender deres egen bukselomme. Og punkterer hurtig hele byggeplanen med præcise spørgsmål, der ikke er sådan at slå hen.

Der skal være plads til 64 gæster, men der er kun projekteret en septiktank til 50. Hvad sker der så med grundvandet, og de brønde, som landsbyen henter sit vand fra?

Det er en film, der giver sig tid. Masser af scenerne er klippet i 1:1 realtime med lange panoreringer, og komponisten Eiko Ishibashi strygermusik, dirrende og uafvendelig, sine steder smuk, andre steder skæbnesvanger, svævende nedenunder.

I rollen som Takumi er Hitoshi Omika, den tavse men også vidende ”altmuligmand”, der kender sin skov, dets dyr og planter og derfor også ved, hvilken skrøbelig balance ”naturhotel-projektet” nemt kan ødelægge.

Det er film, der bliver båret frem af musikken, der så dæmpes ned, når aktørerne har replikker. Det er langsom, realistisk og overbevisende film og så alligevel med en tone af naturmystik.

Og samtidig fælt realistisk, når chefen selv kalder informationsmødet for en succes – for ”vi kommunikerer” og ”de lokale har fået lov til at afreagere lidt”. Så …

Midt i det hele er der en herlig on the road-scene, hvor de to ”sælgere” Mayuzumi og Takahashi betror sig og åbner sig for hinanden. Deres moderne rodløshed udleveret – men ganske nænsomt.

Filmen snor sig videre. Budskabet er klart. Når noget forsvinder i vores natur, så får vi det ikke tilbage.

Hjortene kan ikke bare gå en anden vej. Vandet løber nedad og bliver det forurenet, så må vi drikke det. Det er jo ikke værre, end det de drikker i Tokyo.

Så tager tingene en ganske dramatisk vending, og filmen runder af med en slutning, du godt kan bruge nogen tid på at gruble over.

Var der en vinder? Er der nogensinde en vinder, eller er det i virkeligheden balancen i vore omgivelser og i os selv, der er det vigtigste i denne verden?

Smuk film. Uden firkantet, sort-hvid løsning eller konklusion, men netop derfor desto mere spændende.