Rejsende – på flugt

FILM - ”Hit The Road”

Iransk film, tung symbolladet, langsomt sneglende sig afsted, men også i sync og overensstemmelse med det underliggende budskab – en protest mod det iranske styre, som har sendt familiens elskede søn, Farid, på flugt fra indkaldelse til militæret.

Men det finder vi først ud af langt henne i filmen, som virkelig kræver sit af den eller dem, som går ind og ser den.

Filmens instruktør Panah Panahi er søn af Jafar Panahi, kendt filminstruktør, som i juli fik seks års fængsel for at kritisere den iranske regering. Filmen er indspillet i en bil på vej væk, på flugt fra noget eller nogle, forstår vi hurtigt uden at vide hvad.

En måde hvorpå det er muligt at lave film, uden at myndighederne griber ind. Altså at undgå censur og så samtidig alligevel på subtil vis kritisere styret.

Så langt, så godt er denne skribent med. Men du skal virkelig langt hen i filmen, før brikkerne begynder at falde på plads, og du begynder at forstå, hvad det er der foregår inde i bilen, hvor familien indbyrdes skændes, diskuterer og underligt dysfunktionelt ikke rigtig kan finde ind til hinanden.

De er fire – mor (Pantea Panahiha), far med brækket gispben (Hasan Majuni), ældste søn, chauffør i bilen (Amin Similar) og den irriterende, rapkæftede lillebror (Rayan Sarlak), og de fylder på hver på deres måde rollerne fint.

Den bekymrede mor, som mimer til tårepersende iransk pop. Den cigaretrygende, indesluttede bjørnefar, aldrig helt tilfreds med sine sønner.

Den ældste søn, tavs og indelukket og samtidig nervøs for, hvad fremtiden bringer, og endelig lillebror, overgearet også fordi han aner, at de andre ikke fortæller ham sandheden.

Altså hvorfor de er på vej mod den tyrkiske grænse i det nordvestlige Iran langt fra Teheran.

Lillebror får sin mobil konfiskeret. Ingen må kunne spore dem. En vogn kørende bag familien er sikkert en forfølger, men nej – han vil bare fortælle, at deres bil vist lækker benzin.

På den måde anslår filmen lige fra de første scener en ængstelig og paranoid tone, mens familiemedlemmer småsnakker om små ting, store ting og alting. Men ikke rigtig om den forfærdelig sandhed – at deres søn må flygte, og at de måske aldrig får ham at se igen.

Familien indespærret i bilen, ude af stand til at gøre noget, magtesløse på flugt, pylrende om deres syg hund, bliver på den måde også et billede af det iranske samfund.

Med dets undertrykkelse og splittelse, som efterlader befolkningen handlingslammede eller nødsaget til at flygte.

Læg mærke til den lille skæbnesvangre klavermelodi, som den yngste søn spiller på fars gispben i åbningsscene.

Og tænk også over hvordan de banalt, hjerteskærende popmelodier bliver brugt til at sige det, som ikke må og kan siges højt –”mit knuste hjertes nødråb”.

Så på den måde er det filmkunst, der på sin egen indadvendte, ikke altid umiddelbart gennemskuelige måde, også er en kritik af et undertrykkende regime. Men også ganske dræbende langsom, med ”frosne” kameraindstillinger, mens vi følger de rejsende.

Der samtidigt må erkende, at ganske vist er det muligt, at sønnen slipper væk og får en bedre fremtid, men hvad og hvilke konsekvenser vil det få for den efterladte familie.

Det er næsten så langt fra amerikansk mainstreamfilm, hurtig klipning og skarpskåret plot, som det er muligt at komme. Men på sin egen måde en ganske intens og bevægende film, sorgfuld og samtidig skræmmende i sit portræt af både familie og Iran.