Souldronningens assistent

Film - "The High Note"

Mød sød Bambi-pige, personlig assistent for soulstjernen Grace. I tre år har hun sørget for alt det praktiske, mens hun drømmer om at få lov til at blive musikproducer.

Så hun finder sig i den ene ydmygelse efter den anden. For musikken er større og vigtigere, når du rent faktisk er et omvandrende musikleksikon, der ubesværet gætter, hvilket album Joni Mitchell indspillede, da hun var kæreste med James Taylor …

”For The Roses”. Selvfølgelig.

Tracee Ellis Ross – og ja, hun er datter af en anden stor afdød sangerinde, nemlig Diana Ross – spiller Grace. Selvoptaget, fuldt bevidst om sit eget værd, og hvad hun kan, og blot et enkelt blik hen over solbrillen er nok til, at hun får sin vilje.

Den personlige assistent til rådighed 24-7, Maggie, tager Dakota Johnsson sig af. Sådan en supernaturlig køn pige med pandehår i t-shirt og jeans. Altid smilende, tjenestevillig og i stand til at tage imod den største uberettigede skideballe og stadigvæk bare være sød.

Det er lige før, at hun bliver for sød i den rolle. Men køn er hun altid.

Ice Cube himself har fået lov til at spille den hensynsløse manager, der tænker mere på penge og store spillejobs, og ærlig talt ikke kan se nødvendigheden af at indspille nyt materiale. Og den rolle falder ham lige så naturligt som at trække vejret.

Grace står midt i et farefuldt vadested. Sort, snart midaldrende sangerinde- hvad skal hun gøre for at holde liv i sin karriere? Vælge de sikre gentagelsesjob i Las Vegas eller prøve at finde ny musikalsk energi.

Midt mellem de to står Maggie med sin egen drøm, sin viden om og kærlighed til soulens store, og så er hun knivskarp bag en mixerpult … og i al hemmelighed har hun mikset et af superstjernens hit om.

Men så møder hun tilfældigt David (Kevin Harrison Jr.) henne hos den lokale købmand. Talentfuld musiker på vej op, så hvorfor ikke hjælpe ham?

”High Note” er god underholdning, uden de store dybder, men dybt professionelt filmet, spillet og fortalt. Ingen svinkeærinder, men med et godt tempo.

Skuespillet vil aldrig kunne udløse en Oscar-nominering, men leger behændigt med de kendte klicheer – stor stjerne, usikker sød pige, dejlig guitarfyr på vej op – og da han, charmerede lige til at kramme, synger linjen ”you’re like track A on my favourite record”, ved vi jo nok, hvor det bærer hen.

Superlækre koreograferede danseoptrin, med rolleindehavere, der faktisk kan synge soulpop, så det driver ned af væggene, og tilføjet tæt skuespil uden svinkeærinder.

Og selvfølgelig med plads til ”ulykkelig” barndomsopvækst, sentimentalitet og store følelser. Så store at de knapt ville kunne rummes i Gigantium.

På sin vis også ganske troværdig i sin skildring af big business amerikansk musikbranche, hvor det skånselsløst handler mere om penge end kunstnerisk integritet. Men også megaromantisk, som de unge vil sige det, og rent ud et godt bud på en musikalsk feel good tur i biografmørket.