Skjult, umulig kærlighed

FILM - ”Helligdag”

Der var engang – før drengene blev dræbt. I Første Verdenskrig. Nu skriver vi 30. marts 1924, og familien Niven sørger stadig over tabet af deres sønner.

Sådan slår åbningsscenerne grundtonen an i dette drama om kærlighed, sorg og tab.

Denne britiske film holder hele tiden sine fortællekort tæt presset mod brystbenet, mens den med elegante krydsklip og flashback veksler mellem fortid, nutid og fremtid.

Og formår dermed også at fastholde vor interesse, mens vi undersøger det hemmelige elskovsforhold mellem stuepigen Jane (Odessa Young) og overklassesønnen Paul (John O´Connor).

Det er Mothering Sunday – altså det vi kalder mors dag herhjemme, hvorfor den danske filmoversættelse ”Helligdag” virker en anelse kikset. I England får tjenestefolkene nemlig fri på denne dag, så de kan besøge deres familie og gerne også deres dåbskirke.

Men den kønne, rødhårede Jane har andre planer. Hun har nemlig samme dag fået et hemmeligt telefonopkald fra sin Paul, og snart cykler hun afsted mod ham. Mod det, som de begge ved, bliver deres sidste kærlighedsmøde. For Paul skal snart giftes med Emma.

Emma (Emma D´Arcy) er nemlig overklasse, som han selv er. Jane er forældreløst børnehjemsbarn med det trøstende efternavn Fairchild og kom ud at tjene som 14-årig. Det har gjort hende til en dreven betragter af, hvad der foregår i livet omkring hende.

Det er en film, der giver sig god tid, og filmet ganske fantastisk i det smukke landskabelige England med store herskabsdomiciller og dertil hørende tjenestefolk. Jane og Paul ved godt, at det ikke kan lade sig gøre, at de kan få hinanden. Familien forventer, at han bliver advokat og gifter sig med Emma, der stod til at skulle giftes med en anden, James, der døde i skyttegravene i Flandern.

Den umulige kærlighed og sammenstødet mellem overklassens holden på formerne og lad-os-snakke-om-ingenting-eller-noget-andet, når det gør ondt i sjælen, udgør en  vigtige omdrejningsakse i denne film.

Fortielsen. Umuligheden af at leve et frit og åbent liv. Tilsat en underliggende grundtone af familien Nivens smertelig tab og sorg over at have mistet deres sønner. Chokket over verdenskrigens meningsløse blodige tab af så mange unge mænd.

Ganske fornemt udtrykt af Olivia Colman i rollen som Mrs. Niven, da hun pludselig eksploderer i vrede og grådkvalt afmagt over sit tab og den ligegyldige småpludren ved champagnefrokosten tæt på floden. .

Stuepigen Jane – fint spillet af Odessa Young – repræsenterer fremtiden og håbet om noget bedre. Hun har både nysgerrighed og livsappetit, som hun nøgen bevæger sig rundt i Pauls families statelige hjem. Tjekker de indbundne bøger og er det måske en Rembrandt, som hænger der på væggen?

Hun er på vej til at løsrive sig fra ham efter deres sidste omgang sex, tænker man. Og så sker der noget helt uventet og dramatisk, der sender filmen i en helt anden retning.

Som lægger op til den fremtid, som venter forude for Jane. Hvor hun som forfatter kan gøre brug af sine evner til at betragte, huske og skildre præcist det, hun oplever.

Den evigt cigaretrygende John O´Connor gør det udmærket som den veltalende, velmenende og omsorgsfulde hemmelige elsker, der ved deres sidste farvel konstaterer, at nu er det forbi, og at han aldrig behøver at fortælle nogle om deres forhold.

Men tror vi nu rigtigt på ham? Er han ikke selv fanget i et omklamrende, tæt spind af familieforpligtigelser, der gør det umuligt for ham at knytte sig den kvinde, som også er hans eneste virkelig ven?

Det er elegant spillet, fuldblods britisk drama, hvor sorg og kærlighed og tabet af en elsket, bliver endevendt og drejet. Det handler om pligt og forpligtigelse kontra muligheden for at træffe sine egne valg.

Det handler om kærlighed og klasseskel, men det handler også om modet til at få og skabe sit eget gode liv.