Personlig pilgrimsrejse

Film - ”Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd”

De fleste danskere herhjemme kender vel efterhånden det spanske ord, Caminoen. Det betyder vej eller sti, og er pilgrimsvejen, som en kristen af religiøse årsager skulle gennemføre på et eller andet tidspunkt i sit liv.

Mens den moderne pilgrims formål med at gå camonien i dag nok er ganske anderledes. Måske ikke specielt religiøse, men mere en form for udfordrende og personlig rejse.

Sådan også for den pensionerede Harold (Jim Broadbent), som en dag modtager et uventet brev fra en tidligere kvindelig kollega, Queenie (Linda Bassett).

Nydeligt lyserød konvolut. Har han haft en affære? Han åbner brevet ved morgenbordet sammen med sin kone, Maureen (Penelope Wilton). Queenie er blevet indlagt på hospice og ligger kræftsyg for døden.

Harold beslutter at sende hende et svarbrev, men på vej til postkassen bliver han pludselig ubeslutsom.

En yngre blåhåret kassedame fortæller, hvorledes hendes tante var ved at dø af kræft. Men det hjalp, da hun fortalte tanten, at det kun kan blive bedre.

- Man skal tro på det! Lyder det fra den blåhårede og tatoverede unge kvinde.

Så Harold beslutter at gå op til det hospice, hvor Queenie venter på at dø. Berwick Upon Tweed. 800 km fra Harolds hjem. Og ringer for at fortælle plejepersonalet, at ”så længe jeg går, skal hun blive ved med at leve”.

Så enkel er handlingen, og nu følger vi Harolds personlige pilgrimrejse. Hvordan det at sætte den ene fod foran den anden og blive ved med at gøre det, ændrer både ham selv og hans liv.

Sammen med ham oplever vi det britiske landskabs skønhed, bakket terræn, løvskov og den tætsvævende, bølgende stæreflok, mens Harrys bløde lædersko gnaver betændte vabler i hans fødder.

Undervejs møder han hjælpsomme mennesker, der hver på deres måde kommer til at præge hans personlige rejse. Han finder ro og tro, mens han går. Men bliver også ramt af fortvivlelse og tvivl.

I rollen som Harry er Jim Broadbent ganske overbevisende, som den beslutsomme ældre mand, der føler at han for en gangs skyld gør noget. For et medmenneske, som har betydet noget afgørende for ham.

Han går - tror han for at hjælpe en anden – men undervejs begynder hans egne traumatiske oplevelser at melde deres ankomst.

Snart aner vi en fortrængt familiehemmelighed, der lurer under Harry tilsyneladende altid så venlige og tilfredse overflade. Det handler om tab og savn, tilgivelse og forsoning.

Som den efterladte hustru Maureen bærer Penelope Wilton også på en undertrykt smerte og fortvivlelse, som i mange år har forpestet deres ægteskab. Langsomt får vi familiesorgen foldet ud, samtidig med at Harry nærmer sig endestationen – Queenie.

Det er fornemt filmet, afvekslende mellem smukke landskabspanoreringer, intenst vedkommende skuespil og samtidig ganske forunderlig i sin skildring af hverdagens små og større mirakler, som Harry opdager undervejs,

Hvor lidt man kan klare sig med, hvor ligegyldigt hævekort og ur kan være i forhold til noget at varme sig ved, mad og muligheden for at blive vasket.

Hvordan det at gå kan ændre og rykke ved noget indestængt gemt og skjult i ens liv, og hvordan det samtidigt kan få helet personlige sår. Noget som for alvor er gået itu inde i én selv, og som man ikke klarer uden hjælp.

På den måde handler filmen også om kærlighed og tilgivelse.